1980’erne var ikke et godt årti for den australske supergruppe. Populariteten – og salgstallene – dalede kraftigt, og trods en blivende, nærmest kultisk, fanskare blandt engelske post-punkere havde hårdrockerne svært ved at finde fodfæste blandt synthesizere og smægtende pop på den ene side og weltschmertz og mande-mascara på den anden side.
Blow Up Your Video er umiskendeligt AC/DC i al deres magt og vælde. Udviklingen fra slut-70’erne og frem til 1988, hvor dette album udkom, synes stort set fraværende, og det er fortsat de huggende guitar-riffs og Johnsons hæse brøl, der bærer hele molevitten. Og så alligevel… Jeg ved sgu’ ikke helt, hvad det er, men Blow Up Your Video har noget, som For Those About To Rock… ikke har. Det er lidt svært at sætte fingeren på, men der lidt højere til himlen, og lidt mere spændstighed i både melodier og produktion, end der var på 1981-albummet.
“Heatseeker” er et klassisk AC/DC-nummer og det efterfølgende “That’s The Way I Wanna Rock ‘N’ Roll” er i al sin simpelhed bare et sparke-røv-nummer, som man simpelthen bliver lidt glad i låget af. Og igen; her bevises det med al ønskelig tydelighed, at AC/DC ikke er et heavy-band, men ‘blot’ glade party-rockere. Ikke stor lyrik, men det, der skal til for at starte festen og skråle med:
Party gonna happen at the union hallShakin to the rythm till everybody fallPickin’ up my women in my ChevroletGlory hallelujah gonna rock the night awayI’m gonna roll roll roll…
What’ts not to like? For de fleste (mænd) i min generation ved en fri fadølsbar vil det efter ti minutter kalde på luft-guitar og skrål i fri dressur. Og det er vel ikke et helt skidt aftryk at sætte?