Da Stuart Goddard – bedre kendt som Adam Ant – skulle være rig og berømt for sin cross-over-musik mellem punk og pop, henvendte han sig til den berømte og berygtede manager, Malcolm MacLaren og betalte ham efter sigende 1.000 gode, engelske pund for at bistå med det projekt. Det lød umiddelbart som en god idé, da samme MacLaren jo havde fin vind i sejlene på det tidspunkt, og nok kunne spotte en god idé, når han så eller hørte den.
I starten gik det også vældig fint; MacLaren introducerede bl.a. bandet for de afrikanske trommer, så de karakteristiske Burundi-rytmer kunne piske musikken frem, men ikke så snart havde de ad den kanal fundet deres lyd, før selvsamme manager overtalte de tre øvrige band-medlemmer, Dave Barbossa, Matthew Ashman og Leigh Gorman, til at forlade Adam og i stedet hooke op med den kun 16-årige Annabella Lwyn for at danne Bow Wow Wow – og i øvrigt beholde den samme lyd i dét band.
Det var – for at sige det mildt – faktisk et ret tarveligt træk. Men den, der ler sidst, ler jo som bekendt ofte bedst, og Adam lod sig ikke slå ud. Han ringede til vennen og guitaristen Marco Pirroni, og sammen formede de det ‘nye’ Adam And The Ants – og fik lige i forbifarten skrevet, indspillet og produceret noget, der er tæt på at være en nyklassiker i engelsk post-punk: Kings Of The Wild Frontier.
Med denne plade blev Adam Ant næsten på en nat en af de største popstjerner i Europa. Iført flamboyante klædedragter og make-up, der simulerede både pirateri og noget indfødt amerikansk, var imaget også på plads – men det var ikke kun udseendet og det klart markerede brand, der gjorde udslaget.
Kings Of The Wild Frontier er nemlig en fremragende plade. Måske har den mistet noget af sin umiddelbare charme, men der er gods og bund i sangene, der bliver drevet frem af en nærmest frenetisk rytmegruppe. I forgrunden har vi så en særdeles energisk Adam Ant, der, på forkanten af den new wave, der få år efter skulle definere engelsk pop, synger, skriger og falsetter sig igennem nogle ualmindeligt fine sange, der på en gang er vældig artsy-fartsy og med nogle fede, genkendlige pop-hooks og melodier. Det kan høres både på titelsangen, på “Dog Eat Dog” og ikke mindst ‘varedeklarationen’ “Ant Music”.
Der er en rock-feel på “Making history”, der næsten lyder som om den er hentet hos Joe Strumner og The Clash og “Killer In The Home” er næsten smuk – og i Adam Antsk forstand; tæt på minimalistisk – med den fine twang-guitar og næsten neddæmpede Adam Ant-vokal.
Det hele er både langt, langt over the top i sin selv-smagende grandiositet og på samme tid smækfyldt med gode melodier og ikke mindst vilde rytmer. Måske er det hele meget tidstypisk – og den ramte ihvertfald plet i sin samtid – men der er ingen tvivl om, at Adam Ant i den grad var medvirkende til at definere en ny tid og en ny lyd. Og hold nu kæft, hvor var det et fedt genhør.