Der sker et eller andet, når digtere møder musikere. Det kan man forvisse sig om, hvis man fx lytter til Søren Ulrich Thomsens digte fra City Slang udsat for Lars H.U.G. på sidstnævntes solodebut af samme navn, Dan Turélls samarbejde med Halfdan E. eller Jørgen Leth der får sat musik til ord af Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig i projektet Vi Sidder Bare Her. Den gode musiker og komponist kan forløse både de konkrete ord, stemninger og følelser i allerede skrevne digte – og derved tolke dem i én bestemt retning – eller han/hun kan være medskabende i tilblivelsen af værket simultant med skriveprocessen.
Housewarming blev skabt på sidstnævnte facon. Nørlund havde tidligere med stort held sat musik til eksisterende digte af Michael Strunge på sin solo-debut Navnløs, og han og forfatteren Naja Marie Aidt har over et par omgange arbejdet sammen om projekter som fx H.C. Andersen-albummet Andersens Drømme i 200-årsfejringen i 2005. Erfaringen med at arbejde med ord, der ikke er Nørlunds egne, fejler således ikke noget, og med den samlede kunstnerisk bagage og portefølje fra Aidt og Nørlund in mente lød et nyt samarbejde mellem dem som noget, der lå lige til højrebenet. Og resultatet skuffede da heller ikke, da albummet udkom i vinteren 2019.
Jeg ved ikke, om man kan placere albummet i en genre, der vil være genkendelig. Musikken eller lydbilledet beskrives måske bedst som varm, og først og fremmest virker det som om, Nørlunds musik og stemme primært er stemningsforstærkende til Aidts tekster. Det giver et ualmindeligt smuk ‘storby’-vibe, med både efterårsstemning, mørke og sommerfornemmelser, eksempelvist smukt forløst i duetten med Katinka på “Q-tog over Brooklyn Bridge”:
Drenge synger New York state of mind
Trætte kvinder slumrer ind
Baby spejler sig
I vores skumringslys oh, please be kind
Sprog og historier små territorier
Byen vi deler – energien der heler
Den heler
De musikalske virkemidlerne er bl.a. en slags futuristiske keyboards, der dog hele vejen er analoge, og som pakker melodierne ind i en summende sci-fi-stemning, uden at den overdøver teksterne. Tværtimod lokker den netop ind i teksterne, også når den bliver skurrende og skramlende i den næsten messende “Søster, broder”, og når den rytmisk insisterende tager os på nattevandring og konstant, rastløs udlængsel i “Den bløde, milde nat” – et af albummets stærkeste numre. Og så er der også plads til den næsten – men aldeles ikke helt – banale og naivistiske kærlighedsballade i “Oh, Love” med den uforglemmelige linje; ‘Livet er en guldsmed ramt af lyset’.
I virkeligheden giver det ikke ret meget mening at fremhæve det ene nummer frem for det andet; samarbejdet mellem Aidt og Nørlund fungerer upåklageligt hele vejen igennem og giver lyst til mere af samme slags. Der er både en rolig varme og en sitrende energi på hele albummet, der indbyder til mange gennemlytninger – også når teksten antyder savn og længsel som i den fremragende “Prospect Park”:
Jeg søger efter dig på de smalle stier
Jeg leder i den hemmelige skov
Jeg ser dig i de blomstrende kirsebærtræer
Jeg hører dig grine for sjov
Jeg kender dit lys og din dybeste nat
Jeg løber efter skyggerne jeg ser.
Der er du i den blanke og strømmende flod
Du er væk og du er lige her
Der er nogle, der har hørt Aidts tekster som sorgbearbejdende og som et rekviem over den søn, hun mistede, og det er da muligt, at det kan tolkes ud fra teksterne, hvis man leder grundigt efter det. Jeg hører et album, der sitrer af håb, længsel og fortrøstning og glæden ved at være til og kunne bevæge sig ud i byen – både om dagen og om natten. Det er smukt, medlodiøst og dejligt forløst i samarbejdet mellem Digteren og Musikeren, når de hylder livet og byen som metafor for det:
Du cykler gennem gaderne
Synger til facaderne
Du løber gennem parkerne
Og drømmer sødt om markerne
Du kigger op på tårnene
og husker alle stormene
Byen er dit hjertes kort