Meget af den elektroniske musik, der dukkede op i 80’erne og 90’erne var præget af en tung, industriel lyd, distanceret kølighed og dunkende beats. Perfekt til dansegulvet på klubberne og til massesuggestive seancer på de store scener. Populærmusikken og de store bands, eksempelvis Depeche Mode, adopterede netop den stil og forfinede den i retning, så mainstreampublikummet og radiostationerne også kunne være med, og efterhånden som vi nærmede os slutningen af 1990’erne var det dén del af den elektroniske scene, vi havde vænnet os til.
Den franske duo Air, Niclas Godin og Jean-Benoit Dunckel, ændrede den opskrift på deres debutalbum Moon Safari i 1998. De to tilbagetrukne studienørder fik mere end moderat succes med deres varme, tilsyneladende dovne og tilbagelænede lyd og deres næsten minimalistiske Philip Glass-inspirerede melodier, der var æltet ind i stor lyd, skabt med relativt få virkemidler.
Det er dog ikke kun Glass og minimalismen, der kommer til orde på albummet. Den gamle mester Giorgio Moroder, lån fra Burt Bacharach og en let funky feeling får også masser af plads. Og så var der selvfølgelig – eller var det naturstridigt, de nedtonede beats taget i betragtning? – også noget til dansegulvet. “Sexy Boy” og “All I Need” blev forståeligt solide hits, og især den sidste er tæt på at være en af mine egne all-time favoritter.
De er dog svære at skille ad, for hele pladen er pænt internaliseret. Jeg ved præcis hvilket nummer, der afløser det forrige, og hvilke af de få breaks, der kommer hvor. Jeg ved, hvornår hornsektionen tager over og løfter “Ce matin-la” til nye højder og vækker alle de romantiske elementer, der blev antydet indledningsvis, til live – og som i dén grad tyvstjæler fra netop Bacharach og fx The Carpenters og Serge Gainsbourgs arrangementer.
Albummet blev anskaffet for mere end 20 år siden – på CD først, forstås – og har med mellemrum været afspillet flittigt. Ofte som baggrund til diverse hverdagssysler, som middagsmusik og som generel chill-out musik til de lejligheder, hvor der ikke var brug for så djævelsk meget kant på musikken. Og heri ligger både albummets styrke og svaghed; det er så tilbagelænet og overlegent i sin udførelse, med så få mislyde og -skæve’ kompositioner, at det både er næsten mesterligt hele vejen – og at det nærmer sig en lydefri easy listening-modus. Det er electronica på sit fineste, men det er også loungemusik, der næsten er på vej ind i elevatoren.
Det skal dog ikke afskrække evt. nye lyttere. Moon Safari er tæt på at være et mesterværk, så sæt det endelig på, og lad Dem synke ned i den blødeste lænestol eller sofa, De måtte have, luk øjnene og lad Dem via de æterisk smukke lydflager løfte ud over al dårligdom og den moderne verdens fortrædeligheder og ind i smukkere sfærer. For det er albummet perfekt til.