I 1982 forlod Vince Clarke Depeche Mode, hvad der undrede alt og alle, for han var i dén grad arkitekt bag dette bands tidlige succes, med tre hit-singler til følge (bl.a. “Just Can’t Get Enough”). Forundringen blev ikke mindre, da han efterfølgende besvarede en annonce fra Alison Moyet, der søgte efter band-medlemmer og sangskrivere, og sammen med hende formede den ret succesrige duo Yazoo (som vi vender frygteligt tilbage til). De fostrede mega-hittet “Only You”, men allerede efter to albums blev også denne duo opløst, og Vince Clarke fandt til ro i duoen Erasure, mens Alison Moyet fortsatte med en solo-karriere.
Således veloplyst om britisk pophistorie anno start-80’erne, kan vi kaste os over Alisons andet solo-album, Raindancing. Det står i pladereolen fordi det engang er blevet indkøbt til det, og det blev det, fordi det bl.a. indeholdt et ualmindeligt fint nummer, der hedder “Weak In The Presence Of Beauty”. Det nummer kunne jeg godt lide dengang, og jeg var heller ikke helt uimodtagelig for Alison Moyets fine kontra-alt, der var så udtryksfuldt som noget.
Når man hører albummet i dag, godt 30 år efter dets udgivelse, er der umiddelbart to ting, der slår mig; 1) det er ikke et blivende pop-mesterværk, man her har mellem hænderne og på grammofonen, og 2) der er to numre på, som man ganske ofte falder over i andre sammenhænge.
Det sidste først; “Weak In The Presence Of Beauty” – der i parentes bemærket var skrevet af Vince Clark – har, på trods af den karakteristiske 1980’er-sound med rigeligt med trommemaskiner, synth og hvad-har-vi, formået at holde sig på forskellige spillelister på radioerne, og naturligvis popper den også op, når der bliver samlet playlister på streamingtjenesterne. Det er fuldt forståeligt, for udover den impact, sangen havde ved udgivelsen, så holder den sig egentlig meget godt. Det er en catchy melodilinje – sådan lidt balladeagtigt – der er identificerbar tekst, og den bliver fremført aldeles nydeligt, rent vokalmæssigt.
Det andet hit var næsten uomgængeligt i den sidste halvdel af firserne. Det hedder “Is This Love”, og den bærer klare spor af dens ophavsmand, Dave Stewart fra Eurythmics, og kunne vel i virkeligheden lige så godt være blevet udgivet af den på det tidspunkt voldsomt succesrige electro-pop-duo. Også her; fint håndværk, glimrende udført og catchy melodilinjer.
Men så er alt (godt) i virkeligheden også sagt om det album. Resten af sangene er lidt mere anonyme, og den ene skæring synes at glide direkte over i den anden, uden at man for alvor kan høre forskel – og uden at bider mærke i, hvad det er man hører. For nu at sige det på dansk; det er faktisk ret kedeligt. Lidt ballader, en masse synthesizere som baggrund, en så tidstypisk produktion, at man er ved at gå til af firser-lede inden man får vendt pladen, og et generelt hovedindtryk, som – beklager ordspillet – ikke efterlader noget indtryk.
Med andre ord; jeg tror, at det bliver stående på reolen en rum tid endnu.