En af ulemperne ved et projekt om at høre alle sine plader – kombineret med det faktum, at jeg efterhånden har nået en alder, hvor den indkøbte musik afspejler min ungdom – er, at man af og til støder på plader, som muligvis en gang havde sin berettigelse til fester etc., men som nu mest af alt bør forbigås i stille glemsel.
Når nu dette ikke er mulighed, hvis jeg skal følge de etablerede regler, så må jeg konstatere, at jeg p.t. befinder mig i et sandt 80’er-helvede. Aphavilles album, Forever Young, indkapsler for mig en del af det, der var galt med musikken for 30 år siden. Alt for meget synth, alt for lidt talent og et par hurtige, halvstore hits. I Aphavilles tilfælde var hitsene på dette album hhv. “Big In Japan” og titelnummeret “Forever Young”.
Det sidste var dog et større et af slagsen – og et, der har demonstreret en vis langtidsholdbarhed. I et smukt inspireret lån mellem Kraftwerk og Roxy Music er den let sentimentale ballade et absolut must til næsten alle overgangsriter – og så er den ganske simpelt en solid pop-basker med et gigantisk syng-med-potentiale. Så på trods af min generelle aversion mod hurtigt produceret ’80-er synth-pop, så er netop dén sang en, der stikker op og ud fra mængden af ligegyldigheder.
Aphaville var en trio af tyske musikere, og de så ret godt ud. Det hjalp på gennemslagskraften, og det gjorde de to hits på debutpladen også. Personligt er jeg ikke begejstret for resten af albummet; det meste af musikken er noget skidt, baseret på elektroniske trommer og synhesizere, og derudover har jeg ikke så meget at at sige om skiven – ihvertfald ikke, hvis man holder en devise om, at hvis man ikke kan sige noget godt, skal man holde sin kæft!
Ergo; Jeg siger ikke mere…. Lyt selv, hvis du skulle have de masochistiske tendenser.