Jeg er jo lige her blev et af de bedst sælgende albums nogensinde i Danmark med i nærheden af 400.000 solgte eksemplarer, og i 1989 modtog Anne Linnet prisen for årets Album for samme plade ved Danish Music Awards – eller hvad de der priser nu ellers har heddet op gennem tiderne.
Det kan være ret svært at forstå på de snart tredive års afstand. Jeg tvivler ihvertfald på, at nye, unge og forudsætningsløse lyttere ville kaste sig frådende over det – eller for dens sags skyld helt begribe, hvad det nu var for en hype omkring en plade. Dertil er pladen med garanti for præget af sin tid – og af en række sange, der i bedste fald er gnidningsløse og let banale og i værste fald intetsigende og kedelige.
Anne Linnet er – og var – ikke verdens, endsige Danmarks, største kvindelige vokalist. Det meste foregår i et kontra-alt-stemmeleje, der på de værste af sangene er decideret irriterende, og andre steder blot let søvndyssende. Når det så kombineres med melodier, der alt for ofte hænger fast i et tempo, der virker som om trommeslageren (eller rytmeboksen) hænger fast i tempodræbende mudder, og tekster, der synes forfattet af en 17-årig, der på amatør-niveau ellers plejer at skrive festsange til fætterens konfirmation, men som pludselig skal skrive al glæde og smerte ved sit liv ud i moderne pop-sang, så er det jo dømt til at gå galt. Altså vi taler om linjer som nedenstående, hentet fra semi-hittet “Tabt Mit Hjerte”:
Hvis du virkelig holder af mig
Vil du blive hos mig altid
Hvis du virkelig holder af mig
Kan du se jeg bare er helt ude af den
Med andre ord; jeg kan ikke lide den plade. Jeg spiller den aldrig, og heller ikke andre af husstandens nuværende eller tidligere medlemmer er blevet grebet på fersk gerning med at lægge pladen på grammofonen. Og hvordan den kunne gå hen og blive et så gigantisk hit er mig faktisk en gåde. Måske er det bare mig, der ikke helt kan huske, hvordan 1980’ernes danske musikalske landskab var skruet sammen? Men altså; det var samtidig med både Janes Rejoice, Lars H.U.G. og fx Simcess, der i det store og hele nok ikke solgte lige så meget som fru Linnet. Tilsammen.
Men måske ramte pladen – og ikke mindst det frygteligt irriterende monsterhit, “Tusind Stykker” og det næste lige så store, “Forårsdag” (der ikke lader førstnævnte noget tilbage i kedsommelig monotoni og ubehjælpsom lyrik) – bare noget centralt hos danskerne, på tværs af generationer og geografi? Jeg kan ikke svare, blot konstatere, at jeg alt andet lige selv har pladen stående på reolen. Det er jeg noget uforstående overfor, men dér står den altså, og dér bliver den stående indtil den dag, hvor min(e) arving(er) skal rydde op, og hellere lader den komme med på loppemarkedet end at de skal skændes om, hvem der skal have den.
Den vil ihvertfald ikke blive spillet igen.