Hvis nu en velmenende musik-kender med god, avanceret smag og med næse for, hvad der rører sig af spændende nyt på musikfronten, var kommet hen til mig, og havde sagt: “Du bør altså købe det nye album med det her canadiske band, der spiller noget freejazz mixet med hip-hop og R&B-soul, for det er dæleme the shit, selv om det nogle gange lyder atonalt og iriterende”, så er jeg altså ikke sikker på, at jeg havde spenderet de 250 kroner dobbeltalbummet givetvis kostede.
På den baggrund kan det jo undre, at albummet alligevel er i min besiddelse, men det skyldes det simple faktum, at jeg – som tidligere nævnt – har meldt mig ind i en amerikansk pladeklub, der hver måned sender mig en plade, der, formoder jeg, er blevet udvalgt blandt mange. En af fordelene ved dét er, at der har siddet en eller flere redaktører og omhyggeligt udvalgt den plade, de vælger at sende mig hver måned.
Det koncept er jeg ret vild med. Jeg må jo formode, at det er mennesker og redaktører med noget på hjerte, med – forhåbentlig – god smag og med en holdning til, at denne eller hin plade bør høres af alle dem, der ikke allerede har anskaffet sig den. Samtidig er det hele så visseligen indrettet, at den ene måned får man et fint genoptryk af en plade med The Silvertones (et længst glemt reggae-band fra starten af 1970’erne), næste måned St. Vincent med super-sælgeren Masseducation og så altså free-jazzerne fra Toronto, Badbadnotgood, med deres bedste album, IV den tredje måned. Der er altså en fin genre-spredning blandt udgivelserne, og hvis man nu ikke er så vild med netop det faktum, så må man gerne bytte til en anden plade i deres katalog.
Det gør jeg nu sjældent. Jeg er som regel ret nysgerrig, og det er faktisk kun sket en enkelt gang, at jeg er blevet decideret skuffet (og dén plade vender vi tilbage til under ‘T’). Til gengæld har det af og til krævet en del afspilninger af et album, før jeg for alvor har kunnet se (og høre), hvorfor det lige var dén plade, de havde lyst til at sende til mig. Og denne her var en af dem.
Jeg kender ikke ret meget til bandet, der vist startede deres karriere i den mere hip-hoppede del af muskverdenen. Det betød, at Tyler, The Creator fik øje på dem, lavede et enkelt track med dem som backing-gruppe, og derefter et par stykker mere, inden de fik luft under vingerne, og som tiden gik backede en del moderne hip-hop-kunstnere på disses udgivelser. På dette album står de dog fuldstændig på egne ben, og det er mildest talt ikke hip-hoppen, der er den dominerende genre på pladen, der mestendels består af en række instrumentale jazz-numre, der spænder fra det lounge-agtige og smoothe til det mere eksperimenterende i både rytmisk og melodisk forstand.
Bandet arbejder stadig sammen med andre kunstnere – og der findes også et par rigtig fine numre med vokal på albummet. Et af disse er den mere end almindeligt vellykkede “Time Moves Slow”, hvor Sam Herring, frontmand i Future Islands, perfekt matcher bandet – og især det elektroniske orgel – med sin let grusbelagte og soulfyldte stemme i den melankolske R&B-ballade. Endnu bedre er dog “In Your Eyes”, hvor den for mig komplet ukendte sangerinde Charlotte Day Williams næsten transcenderer tid og sted og får lytteren placeret på en røgfyldt jazz-café i 1950’ernes New York, hvor der tales dæmpet, mens der sippes cocktails. (Eller det tror jeg. Det kan jo være ret svært at efterprøve). Hun synger tilbagelænet, med både luft og fylde på stemmen, mens fløjte(!), elektroniske strygere og akustisk guitar tilføjer smooth, luftig baggrund til det hele. Dét er godt nok et fedt nummer.
Det er den instrumentale “Speaking Gently” også. Også her er det det smoothe og lounge-agtige udtryk, der er dominerende, mens det hele er noget mere foruroligende og rytmisk udfordrende på fx den saxofon-bårne “Confessions Pt II” – der dog ikke er mindre fremragende af den grund.
Faktisk er hele albummet fyldt med fremragende numre. Det kunne selv jeg høre efter et par omgange eller ti på den bedagede grammofon. Det er ikke nødvendigvis super let at gå til, og det kræver – ihvertfald visse steder – sit af lytteren. Men hvis man giver det lidt tid, og fx lader lydbilledet vokse også på de mere udfordrende numre, så belønner tålmodigheden sig. Det er tydeligvis fremragende musikere, vi har med at gøre, og kompositionerne matcher i den grad ambitionsniveauet for dem. Alt i alt: IV er på ingen måde det album, der får mig til at melde mig ud af pladeklubben.
Så hvis nu De skulle møde en mand, der fortæller Dem, at “De bør altså købe det nye album med det her canadiske band, der spiller noget freejazz mixet med hip-hop og R&B-soul, for det er dæleme the shit, selv om det nogle gange lyder atonalt og iriterende”, så kan De roligt stole på ham…