Da jeg voksede op i den lille, sydlige provinsby i 1970’erne og ’80erne var udbuddet af underholdningsprogrammer i TV med hovedfokus på musik reduceret til ugentlige én-times programmer a la Eldorado med Jørgen de Mylius. Og det kan jo blive lidt småt for selv den bedste. Gudskelov kunne man dengang – med en helt almindelig TV-antenne – hente signaler hjem fra det store udland, og provinsbyens beliggenhed gjorde, at megen ny musik blev præsenteret via de tre tyske nabolandskanaler.
Det var derfor fra programmer som Musikladen, Ronnies Pop Show, Hit-Parade og ikke mindst Rock Palast, man kunne hente musikalsk inspiration i fraværet af MTV og deslige. Og det var netop via Rock Palast, en fem – syv timer lang transmission af en rock-koncert med op til tre hovednavne, ofte fra Gruga Halle i Essen, at jeg i 1982 eller deromkring første gang fik øjnene – og ørerne – op for BAP.
BAP var et såkaldt progrock-band i den noget mere poppede retning end fx Einstürzende Neubauten. De kom fra Kölln og de sang på den lokale dialekt, köllnerdütch, som er en afart af tysk, det mildest talt er vanskeligt at få hold på – selv når man er vokset op med tysk radio og TV. Det hørtes også tydeligt på albummet Zwesche Salzjebäck un Bier, der betyder noget i retning af “Mellem saltstænger og øl” – og så er man jo lissom sporet ind på stemningen.
Men tag ikke fejl; det var ikke det rene spas og ballade. Det 6-8 mand store band havde noget på hjerte, som man jo skulle have dengang, og det hørtes tydeligt på deres tekster, som denne fra “Drei Wünsch Frei”:
Wo sinn die Schlachte ahn der Marne?
Wo’s My Lai, Hiroshima,
die Bombernäächte, Hamburg, London,
wa’s met Beirut, Guernica?
Sinn die Massaker all verdräng
von Kalavrita bess Warchau?
BAP spillede – og spiller, for de eksisterer faktisk endnu – en rendyrket gang rockmusik med fokus på 2 og 4 og af og til lidt lækkert lir i form af noget saxofon, en piano-solo osv. Det rykkede, og det var totalt anderledes end det jeg hørte i Radio Rita, Hej P3 og hvad programmerne ellers hed – eller det bildte jeg mig ihvertfald ind, at det var. Jeg kan derfor på det varmeste anbefale BAP til lidt hyggelytning med de nostalgiske briller – eller….
Måske holder det ikke helt her 32 år efter, men for undertegnede, for hvem albummet er totalt internaliseret i en grad, så jeg fortsat kan synge med på alle teksterne (på den rigtige dialekt, forstås) var genhøret en fornøjelse.
Alexandra – nit nur do…