Da jeg var ung (sådan starter gamle r..huller ganske ofte en opbyggelig, omend tit uendelig kedelig fortælling), var franske film et must for de, der ligesom var blevet lidt for voksne og følsomme til alt det bulder og brag, som Hollywood kunne byde på. Vi – de autodidakte intellektuelle – kunne virkelig ikke se formålet og indholdet i fx Die Hard, men tyede i stedet til franske fristelser som Au Revoir Les Enfants – som i parentes bemærket var en aldeles fremragende film, selv om den var fransk – og så naturligvis Betty Blue.
Betty Blue handlede om en kunstnertype, Zorg(!), der boede i en strandhytte samme med sin kæreste, den veldrejede, billedskønne og smukke Betty Blue. Uheldigvis viser det sig at damen, udover at være god i sengen, hvad Zorg konstaterer i filmens indledende scene, også er ravende vanvittig med pyromane og aldeles destruktive tilbøjeligheder. Og det er jo ikke så godt, vel?
Men filmen var aldeles fransk, Beatrice Dalle, der spillede hovedrollen, så bragende godt ud, og så havde filmen den yderligere kvalitet, at hun i store dele af spillefilmens længde var iklædt forholdsvis få gevandter. Der var megen hud, var der, og det var godt. Og fransk, så det baskede… Men alt det diskuterede vi slet ikke i lejligheden, på værelset eller i diskussionsklubben på kollegiet. Vi talte i stedet om den eksistentielle tomhed, livsleden og kunstens frisættende kraft, som Zorg i dén grad var eksponent for, mens vi i tavshed forbigik de fysiske fortrin, som tiltelfiguren lystigt gav til skue.
Jeg ejer soundtracket, og det er faktisk ganske glimrende. Zen-meditativt sine steder, fuld af fransk harmonika andre steder og generelt en fornøjelse at have kørende i baggrunden, mens dette skrives. Hyg jer endelig med det – og filmen, hvis I gider den.