Bifrost var meget tæt på at være en super-gruppe indenfor 1970’ernes danske prog-rock-scene. Og i betragtning af, hvor perifert et navn Bifrost nu er – i forhold til de øvrige danske bands på dette tidspunkt som fx C.V. Jørgensen, Gnags, Kim Larsen, Gasolin, Anne Linnet etc. – så kan det være lidt svært at skrive om, hvor store de egentlig var.
Man kan måske få en forestilling om det, når man får at vide, at Bifrost var fast orkester på Roskilde Festival (på den ‘store scene’/Canopy-scenen) i alle årene fra 1976 – 1979 og igen i 1982. Og det sidste år altså på samme scene som U2!
Bifrosts stifter og leder – så meget som et kollektivistisk band kunne have det, altså – hed Tom Lundén og det var også ham, der skrev det meste af materialet til gruppens albums. Inden gruppen albumdebuterede havde selvsamme Lundén dog skrevet – og udgivet – vel nok Danmarks største og mest holdbare protestsang i nyere tid:”I kan ikke slå os ihjel”, der udkom på Christiania-pladen i 1976. Og så var tonen jo ligesom slået an:-)
Læn Dem ikke ud er Bifrosts tredje album, og indeholder bl.a. hvad jeg husker som et forholdsvis stort hit; den indledende skæring “Det er morgen”. Derudover er albummet spækket med tidstypisk progressiv rock-musik med guitarer, keyboards og tekster, der spejler musikken anno dazumahl, sommansir. Om det så er noget for en nutidig lytter, må være op til den enkelte.
Selv har jeg lidt svært ved genhøret. Tom Lundén skriver selv på gruppens hjemmeside (og ja; det er faktisk en hjemmeside; smukt udformet i 1998-style), at Bifrost bestod af “en overvægt af arbejderbørn, som havde forslugt sig på verdenslitteraturen, al verdens religioner og filosofi.” Og det er jo smukt i sig selv. Teksterne afspejler i høj grad dette, og i samme tradition som fx C.V. Jørgensen kan man derfor forlyste sig med poesi af denne karakter: “Er du ikke lidt ung / til aldrig mer’ at danse / lige nu er skoven tung / men den vil ikke standse her / selv de allerstørste træer springer ud med friske skud / når det bliver vår”. Og det kan man jo så tage til sig som gode råd og visdomsord, på samme måde, som man søgte efter livets sande mening i Tolkiens Ringenes Herre.
Men bortset fra det, så er det ved genhøret også tydeligt, hvorfor Bifrost kunne blive så store; det er solid, tidstypisk rockmusik med gode syng-med tekster og ind imellem lidt pep og glade dage, som fx på “Det er morgen” og “I Nat vil jeg leve”. Og så er det faktisk en ret flot produceret plade, med lys, luftighed og plads i lydbilledet til både vokalister og de enkelte instrumenter.
Jeg kommer ikke til at høre albummet mange flere gange fremover, men som tids- og sindbillede fra de sene 70’ere og tidlige 80’eres danske musikscene er det et fint eksempel. Og hey; det er den første dansksprogede LP jeg har hørt i denne omgang! Nice…