En af de sjove ting ved et projekt om at høre samtlige sine plader i alfabetisk rækkefølge er, at systematikken er komplet fraværende – ihvertfald i gængs forstand. Hvis jeg nu i stedet ville have skrevet en bog om min pladesamling ville jeg måske have inddelt den i genrer, efter kvalitet, kronologisk eller noget helt fjerde. Som det er nu, får jeg i stedet en herlig rodebunke af mærkværdigheder, der følger hinanden. Som nu fx Big Brother & The Holding Company lige efter danske Bifrost. Og det er da lidt skægt at springe fra dansk progrock i 1978 til sumpet blues-boogie-country-rock-klassiker fra Haight-Asbury anno 1968.
Big Brother & The Holding Company var Janis Joplins band. Hun fylder gevaldigt meget på albummet – og gudskelov for det! Det kan være svært at bedømme en klassiker, så det giver mening, men hvis man nu fx prøver at lytte til det med nutidige ører (eller endnu værre; prøver at forestille sig, at ens halvvoksne afkom skal lytte til det), så er det faktisk ikke det hele, man falder på halen over, men Janis Joplin! Hold. Nu. Kæft. for en stemme.
Der er noget altmodisch gumpetungt over dele af pladen. Instrumentalovergangene bærer tydeligt præg af, at den tunge, sumpede bluesbaserede rock var i færd med at træde sine barnesko, og ikke alle sangene sidder lige i skabet. Men nogle gør – også så man næsten får en klump i halsen.
Man ved det måske ikke, når man køber albummet på et loppemarked, men “Piece of My Heart” er den sang, alle kender fra det album. En herlig rock-klassiker, hvor Janis lyder både legesyg og lidt mere main-stream end på mange af de øvrige sange. For at sikre airplay i radioen, måske? Og så er der den nerveflænsende Gerschwin-arie “Summertime”, som ganske simpelt aldrig er hørt bedre end på dette album.
Albummet lukker og slukker med den ni minutter lange, slow-tempo blues-standard “Ball and Chain”, optaget live. Her får man en gåsehudsfremkaldende fornemmelse af, hvor stor en sangerinde Janis Joplin var. Et register så stort som et kirkeorgel, og med en rytmisk sans for både blues, breaks og intuitiv timing i alt, hvad der sker bag hende i bandet. Simpelthen en af de bedste blues-sange, der nogensinde er sunget af en (hvid) sangerinde.
Cheap Thrills er hermed anbefalet på det varmeste. Også selvom bandet er ufærdigt, og sine steder simpelthen bare larmer… Og nå ja; så er der jo lige det dér fantastiske cover, tegnet af Robert Crump. Sindbilledet på freaky times i de sene 60’eres USA.