På trods af hvad man kunne forledes til at tro ud fra omtalen af den forrige Billy Joel-plade, jeg har i reolen, så er jeg altså ikke fan. An Innocent Man er jeg ret glad for, men som udgangspunkt er jeg ikke specielt vild med Billy Joels klaverballader og i nogle tilfælde overambitiøse kompositioner. Faktisk synes jeg, at meget af det, der blev produceret både før og efter An Innocent Man er sådan lidt kedeligt.
Det er de rigtige Billy Joel-fans nok ikke enige med mig i, og jeg er overbevist om, at sådanne ville finde stor glæde i denne udgivelse, hvor Billy Joel er at finde på scenen med en solid håndfuld af sine største hits op til 1987. Optagelsen stammer fra en af de koncerter, han gav i det daværende U.S.S.R, da glasnost og perestrojka netop var blevet de nye buzzwords på de kanter. I den nye åbenheds navn og med det mere venlige ansigt, styret gerne ville demonstrere, modtog Billy Joel en officiel invitation fra Kreml til at afholde ialt 6 koncerter; 3 i Moskva og 3 i Skt. Petersborg (Leningrad).
Billy tog beæret imod invitationen og tog rollen som kulturel ambassadør alvorligt. Så på koncerterne kunne man ikke blot høre en god del af sangene fra hans nyligt udgivne studiealbum The Bridge, men også en række af de øvrige, herunder “Angry Young Man”, “Honesty” og “Only The Good Die Young” samt et par stykker af skæringerne fra An Innocent Man. Til overflod blev der også plads til en blød politisk-kulturel manifestation, da han afsluttede koncerterne med The Beatles’ “Back in the U.S.S.R.” og Dylans “The Times They Are A-Changing”.
Der er således nok at komme efter som fan. For os andre; knap så meget. Det er fine og lydefri optagelser af live-optagelsen fra Skt. Petersborg, komplet med publikumshujen og talte introduktioner på både engelsk og russisk, men eftersom hele dobbeltalbummet er smækfyldt med Billy Joel-numre, jeg ikke er specielt begejstret for, og eftersom live-udgaverne af disse ikke er synderligt opsigtsvækkende, sådan rent energimæssigt, eller udføres i alternative udgaver, så kunne man for så vidt lige så godt investere i en Greatest Hit plade.
Som historisk dokument er det meget sjovt at eje, eftersom Billy Joel var en af de første til at nyde godt af russernes nyvndne frihed, men som musikalsk modstykke til de mange studiealbums, er der ikke så meget at komme efter. Ihvertfald ikke for undertegnede, men det skyldes jo muligvis nok også, at Billy Joel ikke rangerer så djævelsk højt på min personlige hitliste.