Jeg er en gigantisk sucker for god pop-musik. Når jeg samtidig er vokset op med musik, der kørte fra populærkanalen i radioen gennem hele min barn- og ungdom, har jeg også fået klasket det meste af pophistorien direkte ind i ørerne. Det kan vel derfor ikke undre, at jeg på trods af alle ambitioner om at være forrest i avantgarden og first-mover på alle tilgængelige indie-udgivelser, er til fals for et album, der ikke bare står på skuldrene af fortidens popgiganter, men som grundlæggende set er en hyldest til alle de former for popmusik, der blev produceret, før verden gik af lave og The Beatles, Jimi Hendrix og alle de larmende rockbands kom til.
Et sådant album er Billy Joels storsælgende An Innocent Man. Smækfyldt fra ende til anden med irriterende ørehængere, harmonier og lettilgængelig hjerte-smerte-lyrik. Alt er skrevet i glade dur-stemninger og leveret med overskud og i arrangementer, der understreger både historik og originalitet. Historien bag albummet er noget med, at Billy Joel, der jo var en ganske ambitiøs musiker, trængte til en pause fra det hårde arbejde, det hidtil havde været, at lave musik (især på det foregående album, The Nylon Curtain), og nu skulle der laves ‘musik for sjov’. Det lykkedes til fulde, må man sige.
Hele pladen er en lang hyldest til hans egne idoler fra Joels egen barndom og ungdom og den musik, der blev til hits i de sene 50’ere og tidlige 60’ere. Man kan derfor høre hyldester, epigoneri og rendyrket kloning af musik fra kunstnere som Ben E. King, The Surpremes, Wilson Pickett, Sam Cooke, Smokey Robinson og The Drifters. Det hele produceret og udført i den klassiske R&B- og Motown stil med masser af doo-wop, håndklap og harmonisk korsang. Og hvis man – som jeg – faktisk godt kan lide den slags musik, så rammer Billy Joel rent med langt de fleste af numrene.
Albummet indleder med en Wilson Pickett/James Brown-hyldest på “Easy money” og derfra ser han – med undtagelse af det afsluttende nummer, “Keeping The Faith” – sig ikke tilbage. Hvis man således vil høre, hvordan Sam Cooke lyder, genskabt i 1983, er “Careless Talk” glimrende til dette, ligesom monsterhittet “Uptown Girl” sagtens kunne være blevet indspillet tyve år tidligere af The Four Seasons. På “This Night” er der let vemodigt hip til vokalgrupperne i barbershop-style med inddragelse af Beethovens “Pathetique” og klassisk 50’erklaverboksende rock’n’roll a la Little Richard og Jerry Lee Lewis på den seje og groovy “Christie Lee”.
Det er ikke bare solidt håndværk, det her. Det er lyden af en mand, der har det skideskægt og som er lykkeligt befriet for alle tyngende bekymringer. Det er samtidig – vil jeg forestille mig – soundtracket til en barndom på den amerikanske østkyst, hvis man iøvrigt hang ud med vennerne, samtidig med at man havde det ene øre klistret til højttalerne i den konstant kværnede radio.
Så på trods af alle former for feinshmeckerei og kulturelt snobberi af enhver karakter; jeg kan altså godt lide An Innocent Man. Ikke kun som en hyldest til alt det ovennævnte, men i lige så høj grad som både en hyldest til popmusik og den gode melodi i al almindelighed. Det var simpelthen en plade man blev glad i låget af – også selv om man først hørte den, når vennerne var taget hjem og vi var færdige med at høre The Cure, Joy Division og Metallica. Ikke at jeg skammede mig over at høre den, men der var jo ingen grund til at ødelægge den ellers gode stemning på klubværelset, vel?