Var Billy Joel både legesyg og kåd på 1983-hittet An Innocent Man, så er det en noget anden udgave af hitmageren, vi får serveret 6 år efter. Det er måske at gå lidt for vidt at kalde det glædesløst, men det er en sammenbidt og tilsyneladende vrissen Billy Joel, der har skruet dette album sammen.
Om det er tilsigtet, skal jeg lade være usagt, men under alle omstændigheder; jeg er ikke specielt vild med albummet. Der er masser af passager og skæringer, hvor det er tydeligt,at Billy Joel i dén grad kan sit håndværk, og han demonstrerer også tydeligt, at han kan skrue en melodi sammen, uanset om det er en semi-indigneret opremsning i nærmest rap-style om alt, hvad der har været galt i verden i de sidste 50 år på hittet “We Didn’t Start the Fire”, om det er tårepersende anti- og koldkrigsballader om den russiske drengs opvækst uden den far, der blev dræbt i Leningrad i 1944 i sangen af samme navn, eller om det er noget irsk-keltisk inspireret folkerock som “The Downeaster ‘Alexa'”.
Problemet er, at det hele virker lidt påtaget og demonstrativt og – som sagt – sådan lidt sammenbidt og uden gnist og glæde. og det er jo ikke meningen med poprock, som både skal blive radiohits og som der skal kunne danses til. Musikalsk lægger pladen sig lidt i slipstrømmen af en række af de stadionrockere, der var storre i slutningen af 1980’erne, og det er måske ikke så underligt, al den stund Foreigners producer, Mick Jones, var hidkaldt for at give det hele lidt storladen schwung. Det høres måske især på albumåbneren, den vist nok ret personlige forsvarssang for Joels daværende hustru, modellen Christie Brinkley: “That’s Not her Style”. Den køres af med en blues-orienteret rock-rundgang, komplet med en indledende – og faktisk ok – mundharmonika og bygges derfra videre op til den på det tidspunkt obligatoriske guitarsolo. Lige præcis den sang kan faktisk noget, men som det også er tilfældet på resten af skæringerne; der er et eller andet udvendigt ved skidtet.
Det er lidt som om Billy Joel ville demonstrere, at han godt kunne lave en plade, der var i øjenhøjde med tidens musikalske trends, og at han indenfor rammerne af dette kunne variere udtrykket i lidt forskellige genrer; fra den guitarbaserede, tunge rock til ballader af enhver karakter. Men det er samtidig som om, han måske ikke havde hverken hjerte eller sjæl med i projektet, der på den måde giver det hele et lidt påtaget udtryk, som absolut ikke var at finde på An Innocent Man.
Så vi lader den ligge her, stiller den tilbage i reolen, og lader den stå i fred dér indtil videre.