Det er vel næppe gået hen over hovedet på nogle, at der i disse år finder en veritabel vinyl-craze sted. Hvor man for 10 år siden var henvist til støvede, ildelugtende haller, loppemarkeder samt et par enkelte velrenommerede pladeforretninger, der holdt stand i nærmest maskinstormer-agtig stædighed, når man skulle anskaffe sig nyt musik til pladespilleren, så er det helt andre tider nu. Vinylpladen har overhalet CDen som det foretrukne fysiske medie til musik, og alle kunstnere med respekt for sig selv sørger for, at et nyt album naturligvis presses i plast, samtidig med at det udgives på diverse streamingplatforme.
Det er godt nyt for sådan nogle som mig, der jo gerne køber en plade i ny og næ, mens andre, mere entusiastiske, samlere godt kan finde på at rynke lidt på næsen af alle de opkomlinge, der bevidstløst køber plader uden at være i stand til at kende forskel på et førstetryk fra Japan og en genudgivelse i 150.000 eksemplarer fra Universals transnationale, kapitaloptimerende pengemaskine. Og i dén boldgade er der faktisk endda enkelte større kæder, der har dristet sig til at kaste sig over LP-salg. I Danmark har således Tiger (eller Flying Tiger Copenhagen eller hvad de nu kalde sig i dag) fundet en fin lille niche, hvor de en gang imellem kaster en række albums ind i butikken, så man kan erhverve sig dem for 100 gode, danske kroner.
Det bliver der fnyst lidt ad i de bedre vinylkredse, men ikke hos undertegnede. Og da jeg en dag alligevel var på de kanter, smuttede jeg naturligvis forbi pladekassen i butikken, og se, hvad katten havde slæbt med ind; et spritnyt, forseglet, 180-grams sort vinyl-eksemplar af et af de bedste, mest ikoniske 1990’er-albums: islandske Björks Debut.
Da den i sin tid udkom skete det naturligvis kun på CD, omend den blev genudgivet et lille års tid senere i et begrænset oplag på vinyl, så den har været forholdsvis uopdrivelig i mange år. Men takket være driftige købmænd kan jeg nu sætte ind med opdragelsen af de yngste familiemedlemmer, der fra nu af er tvangsindlagt til ikke blot at lytte til pladen med den gamle far, men også at ryste kroppen rytmisk til alle de fuldstændig vidunderlige dance-tracks, der findes på dette skelsættende album. Faktisk forholder det sig i min verden sådan, at der burde være en lov, der forbød folk at sidde stille til afspilningen af “Human Behavior”, “Venus As A Boy”, “There’s More To Life Than This” og ikke mindst monsterhittet “Big Time Sensuality”.
Heldigvis behøver man slet ikke lovgive om sådan noget, for naturlovene vil næsten pr. automatik tage over, hvor menneskeskabt jura må give fortabt. Det er nemlig forbasket vanskeligt at sidde ubevægeligt, mens man lytter til de fleste af skæringerne. Der er ingen tvivl om, at Björk ved sin ankomst til London har besøgt adskillige klubber rundt omkring, dernede i house-musikkens heydays. Der er dunkende beats, jazz-lignende strukturer, hip-hop-grooves og techno-breaks overalt på det eklektiske genresammensurium, og sørme om hun ikke også slipper afsted med en charmerende – og let uartigt lokkende – ballade i “Venus As A Boy” hvor hun med luft på stemmen fortæller, at ‘His wicked sence of humor / suggests exciting sex’.
Det er svært sådan helt præcist at indkredse genren på albummet, og det er blevet kaldt alt fra trip-hop, house, euro-house, acid jazz, electronic pop og world music. Hvad det helt præcist er, skal jeg lade være usagt, men det er den eksperimenterende og danselystne Björk, der præger albummet. Hendes særegne og karakteristiske vokal er som skabt til både jazz-fremførslen i “Like Someone In Love” og den sparsomme instrumentering på den let foruroligende “The Anchor Song”. Men først og fremmest var den som skabt til fest hos en hel generation af unge, der måske ikke var de første på dansegulvene til de raves, der blev afholdt i forladte fabriksbygninger, men som nok kunne genkende en lækker pump-den-op-rytme, når de hørte den i “Violently Happy” – hvad man selv iøvrigt også hurtigt blev. Happy, altså.
Det forbløffende ved det 24 år gamle album er, at det holder hele vejen – også i dag, genudgivet på vinyl og købt for en flad hund i Tiger. Jeg er muligvis forudindtaget, men det er mere end almindeligt svært at forblive i dårligt humør, når man sætter Debut på pladespilleren fredag aften, og triphopper lystigt ud for at skænke sig et glas rødvin. Når nu man er blevet for gammel til shots, extacy og kulørte drinks.