Gad vide, hvad alle Blondies fans har tænkt, da de i november 1980 stormede pladebutikkerne for at få fingre i et nypresset eksemplar af Autoamerican, og derefter skyndte sig hjem og smækkede den på pladspilleren, blot for at få det smoothe og alligevel foruroligende instrumentalnummer “Europa” smidt lige i ansigtet, efterfulgt af noget, der ligner en kopi af et Niles Rodgers disco-nummer, “Live It Up”?
Jeg blev godt nok lige nødt til at høre albummet to gange – og tjekke labelen for nu at sikre mig, at det var den rigtige plade, der var havnet i coveret. Og jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan lide skidtet eller ej.
Autoamerican adskiller sig på næsten alle områder fra Blondies foregående produktion. Her leges der med stilarter og genrer, her kopieres, her stjæles og her eksperimenteres. Alt sammen med stor fornøjelse og selvfølgelighed – men havde det ikke været for Debbie Harrys let genkendelige vokal, er det godt nok svært at genkende Blondies hidtidige new wave-/punkrock-attitude.
Om man kan lide det eller ej må være en smagssag, men at det både er modigt og aldeles fremragende udført, og stinkende flot produceret, kan der ikke herske tvivl om. Hit-singlen “The Tide Is High” er et (fedt) reggae-orientet cover, “Here’s Looking At You” er en original sang af Debbie Harry og Chris Stein, men lyder som om den – jf også titlen – kunne være skrevet af Cole Porter. Og det er ikke helt tilfældigt; albumlukkeren “Follow Me” er nemlig også et cover-nummer, og denne gang hentet direkte fra kilden: Broadway-musicalen Camelot. Derudover finder vi sørme også et rap-nummer (i 1980!), “Rapture” og et synth- og trommedrevet disco-nummer i “Do the Dark”.
Nå, detaljerne på pladen kan I selv lytte jer frem til, og der er nok at lede efter (men prøv lige at høre horn-arrangementet i “Go Through It”). Igen; jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg kan lide det eller ej, og det stritter nok også i lidt mange forskellige retninger til at indtrykket er entydigt, men alt andet lige; jeg var først puzzled – og derefter voldsomt godt underholdt. Det sidste muligvis fordi jeg forsøgte at finde en eller anden mening med galskaben – hvad der så nok igen tyder på, at jeg ikke har hørt pladen voldsomt mange gange. Så var jeg nok ikke blevet så overrasket.