Jeg har jo nok i virkeligheden et velvoksent mancrush på Damon Albarn. Måske fordi han er en pæn mand, måske fordi han synger godt, måske fordi han har bevæget sig i uventede retninger, rent musikalsk, siden tiden i Blur – eller måske fordi han – som en Roskilde-gæst foreslog sidste år – er så fast en del af festivallen, at de burde give manden en funktionær-kontrakt for resten af hans aktive karriere. Jeg ved det ikke, men jeg er fan….
Jeg kan faktisk også godt lide (store dele af) The Great Escape, så det var ikke så ringe et genhør endda. Albummet var Blurs fjerde, det cementerede deres position i britpoppen, det er deres bedst sælgende album til dato – og det var det sidste album i netop dén del af deres karriere. Derefter kastede de sig over andre musikalske inspirationer og retninger, hvad der efterfølgende medførte en opfattelse af Blur som et ‘før-og-efter’-band: enten elskede man den tidlige, udpræget britiske, Kinks-lignende udgave af Blur – inden de så at sige ‘solgte ud’ – eller også tog man først Blur til sig efter deres musikalske ‘opvågnen’ i retning af det mere amerikansk rockorienterede.
Uanset hvad; The Great Escape er kronen på pop-karrieren. Albummet bugner af hits, heriblandt “Country House” der besejrede Oasis’ “Roll With It”, der udkom samme dag, i det, som den musikglade engelske presse med vanlig hyperbole tilbøjeligheder navngav ‘the battle of britpop’. En noget mystisk popdisciplin, hvor det gjaldt om at sælge flest singler, hvorefter en vinder kunne udråbes. En sådan kamp kan jo om noget tage fokus fra det væsentlige, nemlig musikken på albummet. I dette tilfælde fra et album, der netop indeholdt de karakteristiske træk ved Blur: de sylespidse tekster, de gode melodier, eksperimenterne og nu også den hedonistiske livslede…
Det er i virkeligheden let paradoksalt, at et album med så mange glade popsange kan indeholde så meget foragt, vrede og fremmedgørelse. Som på et andet af hittene, den faktisk ret charmerende “Charmless Man”, der tegner et portræt af den veluddannede, øvre middelklassemand, hvis liv er blottet for al mening og fylde – ikke ulig ham, der købte huset på landet, læser Balzac og æder prozac i “House In the Country”. Eller det bitre portræt af hverdagens parforhold i “Fade away” og “Stereotypes”.
Den smukkeste sang på albummet – og vel egentlig også den mest triste – er i min ringe overbevisning den vidunderlige “The Universal”. Musikken flyder i symfonisk stil, med strygere og i fuldt ornat, sammen i smuk harmoni og smyger sig rundt om Albarns stemme. Tekstmæssigt er der undertrykt vrede – og sorg? – der uden at explicitere understreger alt det, der kunne have været, og det liv, man kunne have levet.
Vist er der også på dette album smuttere, og faktisk er det vel udefra set lidt rodet, men efter gennemlytningen sidder man tilbage med en følelse af, at her er et album, der på væsentlighedsskalaen næsten er på niveau med Pulps moderne klassiker Different Class. Så måske var sammenligningen mellem to britiske bands mere relevant mellem disse end mellem Blur og Oasis?