Blandt Dylan-fans og musikkritikere er Bob Dylans live-album At Budokan lidt af et hade-objekt. Tydeligvis rangerer det ekstremt lavt blandt Dylans udgivelser, og en hel del er enige om, at dette er det værste album, Dylan nogensinde har udgivet. Under alle omstændigheder, så er der vist konsensus om, at det er en plade, man ikke behøver at købe eller lytte til – omend er naturligvis også er enkelte, der går mod strømmen og hævder, at det er rart at høre Bob Dylan og hans sange udsat for aldeles alternative arrangementer.
Op til den verdensturné, der skulle starte i Japan i 1979, var Bob Dylan blevet skilt, og det, sammen med engagementet i filmen Renaldo & Clara og øvrigt økonomiske rod, havde givet Dylan nogle voldsomme finansielle udfordringer. Han var med andre ord i pengenød og har selv i et interview givet udtryk for, at turnéen og skiftet til en ny manager, udelukkende var sat i stand for at få penge i kassen. Det borger jo ikke nødvendigvis for stor, kunstnerisk udfoldelse, og da de japanske arrangører samtidig sendte en liste over de sange, de forventede han ville spille, blev han og orkestret blandt nogle derfor også hånligt omtalt som en ‘human jukebox’, da Dylan uden betænkeligheder samlede den udfordring op og spillede en perlerække af de store hits fra den næsten 20 år gamle karriere.
At Budokan indeholder derfor en lang række klassiske Dylan-sange, lige fra ‘Blowing In The Wind’ over ‘Just like A Woman’ til ‘Like A Rolling Stone’ og ‘All Along The Watchtower’. Men det var på ingen måde Dylan, som fans og kritikere havde lært ham at kende. Samtlige numre blev nemlig omarrangeret og udsat for et stort band, komplet med horn, orgel, kvindelige backingsangere og en djævelsk irriterende fløjte. At det så var kompetente musikere, der udfyldte rummet bag Bob Dylan – incl. den nationale guitarstolthed, den semi-danske Billy Cross på lead-guitar – kunne ikke spolere helhedsindtrykket, der bedst kunne samles op i spørgsmålet; hvorfor dog i himlens navn ødelægge alle de gode sange og reducere dem til et Las Vegas Highlight Show?
På næsten 30 års afstand er det måske ikke helt så slemt. Som live-produktion betragtet er lyden glimrende, og det er jo i sig selv rigtig fint. Og selv om diskussionen vist fortsat florer på diverse fan-fora om hvilket nummer, der er bedst eller værst, så er der altså nogle af numrene, der rent faktisk virker. Og måske er det bare mig, men fx så har ‘It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)’ fået en rock-feel, der næsten lyder som om, Dylan har overværet en Springsteen & The E-Street Band-koncert og tænkt, “sådan vil jeg også prøve at spille”. Der er swing, vrede og guitarbrøl i dén udgave, og det klæder den faktisk. Til gengæld så har jeg aldrig hørt en værre udgave af ‘Knockin’ On Heaven’s Door’, men det er måske bare fordi den dér sindssygt enerverende fløjte er så dominerende? Også ‘Just Like A Woman’ falder i mine ører aldeles uheldigt ud – også selvom den er forsøgt udført i originalindspilningens ånd. Der er bare lidt for meget backingkor og kælenhed over den. Og ‘Maggie’s Farm’ er helt enkelt rædselsfuld på denne udgave!
Nu har jeg jo gudskelov ikke de store følelser koblet op på Bob Dylan, så hvis han har lyst til at gennemføre en turné, hvor alle klassikerne er blevet arrangeret til et Big Band og sovset ind i strygere, horn og kvindelige sangere, der optræder delvist afklædte, så er det jo hans sag. Og ret skal være ret; Dylan synger rent faktisk godt på alle fire sider, ligesom der er momenter af stor skønhed spredt (alt for ujævnt) ud over pladen. Men for en lytter som undertegnede, der er vokset op med Bob Dylen i periferien af det musikalske interessefelt, så er det nok ikke her, at man første gang skal høre ‘Like A Rolling Stone’. Så jeg tror, at jeg holder mig til studieindspilningerne fremover.
NB: Det fortælles, at albummet udelukkende var beregnet på det japanske marked, og at det derfor egentlig slet ikke er en ‘officiel’ udgave. På den baggrund er det jo lidt urimeligt at behandle det som en standardudgivelse, og når det så iøvrigt sammenholdes med, at bandet og Dylan undervejs på turnéen, ifølge kendere, blev voldsomt bedre i det næste års tid, så er det jo helt skævt… Alt andet lige, så burde man jo derfor betragte albummet som en bootleg – og udskejelserne som et prøveforløb. Men det er jo nok for sent nu.