Jeg har tidligere – godt gemt af vejen i de enkelte indlæg her – nødtvunget indrømmet, at jeg muligvis har en fortid som veluddannet symbolanalytiker. Det kan jo være mange ting; jeg kunne være præst, litterat, kunstkritiker eller historiker, men lige meget hvilke symboler, jeg er trænet i at tyde, så kommer jeg en gang imellem til kort.
Det gør jeg fx ved genhøret med ‘Sad Eyed Lady of the Lowlands’, den afsluttende sang på Dylans dobbeltalbum Blonde On Blonde. Sangen optager al plads på side 4, selv om den ‘kun’ er godt 11 minutter lang, men til gengæld er den aldeles surreel i teksten eller lyrikken eller hvad man nu vælger at kalde det. For det kan være meget, men det er dæl’me ikke en helt almindelig standard rock- eller popsang med reminiscenser til hjerte og smerte. Hvad stiller man fx op med følgende:
The kings of Tyrus with their convict list
Are waiting in line for their geranium kiss.
And you wouldn’t know it would happen like this,
But who among them really want to kiss you?
With your childhood flames on midnight rug,
And your Spanish manners and your midnight drugs,
And your cowboy mouth and your curfew plugs.
Who among them do you think could resist you?
Så er der godt nok åbnet for den indre Holger Fortolker – men selv med ham inviteret indenfor, er jeg på ingen måde på sikker grund, når jeg forsøger at trække en eller anden mening ned over sangen. Så det skulle jeg måske lade være med, og så blot opfatte den som en eller anden smuk afart af en elisabethansk/shakespearean ode til kvindelighed og skønhed, til længsel og højsang, og så i stedet bare konstatere, at den er da aldeles vidunderlig, både tekst og musik, og en af de vægtigste grunde til, at jeg holder af Blonde On Blonde.
En anden grund er, at den indeholder en af de Bob Dylan-sange, jeg personligt holder mest af. Og her er vi mere over i min rene pop-sjæl, for ‘Just Like A Woman’ er lettilgængelig – også for en førstegangslytter – i både tekst og musik, og hvilken ung mand har ikke på et eller andet tidspunkt kunnet føle sig ramt af den blanding af uskyld (hos pigen) og den tilstræbt objektive semi-kynisme (hos betragteren/elskeren), der kommer til udtryk i omkvædet:
She takes just like a woman (yes, she does)
She makes love just like a woman (yes, she does)
And she aches just like a woman
But she breaks just like a little girl
Og dén tekst ledsages så af en af de mest vidunderlige melodier, der er skrevet til den slags, så det er alt i alt hele albummet værd. Også selv om den øvrige tekst måske så også kan forekomme en smule kryptisk, men hvad gør vel det, når musikken spiller, og den lille klump i halsen truer med at vokse sig lidt større?
Blonde On Blonde er vist nok rock-historiens første dobbeltalbum. Der var mange – og lange – sange gemt i Dylan, og de skulle alle sammen ud. Og ud over de ovenfor nævnte sange, gemmer der sig – som altid – et par perler på albummet. ‘Rainy Day Woman # 12 & 35’ fx, eller den halv-skæve ‘Stuck Inside of Mobile With Thee’.
Men det er ‘Sad Eyed Lady of The Lowlands’ og ‘Just Like A woman’, jeg vender tilbage til, når jeg hører albummet.Og det var også dem, der fik en ekstra tur på pladespilleren i denne omgang.