Det er lidt af en overraskelse, der møder den lytter, som første gang sætter Nashville Skyline på grammofonen og lader nålen dale ned i den første skæring, den smukke ballade ‘Girl from the North Country’. For hvem i himlens navn er dog det, som Bob Dylan har hidkaldt for at synge duet med Johnny Cash på det nummer? Det er såmænd Bob Dylan selv, men hvis man har hørt de foregående otte udgivelser – eller bare et par stykker af dem – er det faktisk umiddelbart svært at høre.
Al den nasale, let brægende stemmeføring, der var så karakteristisk for Dylan på de tidligere udgivelser er gemt helt af vejen til fordel for en noget mere ren og delvist croonende stemme, der faktisk klæder alle numrene fantastisk godt. Også på denne indledende skæring; en gentagelse af kærlighedsballaden fra The Freewheelin’ Bob Dylan. Udgaven på Nashville Skyline bliver dog udført i mere country-orienteret stil – og som sagt sammen med Johnny Cash – der i langt højere grad end på den den originale udgivelse tydeligt lader skinne igennem, at den er voldsomt inspireret af ‘Scarborough Fair’ (der jo så igen ikke er en Simon & Garfunkel-sang, men oprindeligt en engelsk vise-klassiker).
Countryrock-stilen er gennemført på hele albummet, jf. titlen, og Nashville Skyline er intet mindre end en lise for ørerne. Det er simpelthen et yderst charmerende album hele vejen igennem, uanset om Dylan så havde tænkt, at det skulle være et opgør med hans image som “sin generations stemme” eller om den er et genuint forsøg på at krydse grænser mellem folk-, protest- og countrymusik. Der er under alle omstændigheder noget påfaldende over det faktum, at udgivelsesåret (1969) var et år præget af voldsomme begivenheder, protester og politiske bevægelser i USA – og Dylan så at sige vendte dette ryggen til fordel for et album præget af korte, slagkraftige og inderligt behagelige popsange, centreret om kærlighedstemaer.
Musikken bliver leveret af et fremragende backingband, komplet med orgel, steel-guitar og hvad der ellers måtte høre sig til på en country-plade fra 1969. De spiller djævleblændt godt, diskret og alligevel prægnant understregenede både musikalske og tekstlige temaer. Det er både hyggeligt, når det skal være det (på fx den McCartney-lignende, legesyge ‘Peggy Day’) og melankolsk bevægende, når det er påkrævet, fx på det, der efter min mening er albummets bedste nummer: ‘I Threw It All Away’. Dén sang er både simpel og dylanesk i alle henseender – samtidig med, at den er som snydt ud af næsen på enhver Nashville-sanger, der nogensinde har eksisteret.
Derudover indeholder pladen også et af Dylans største hits nogensinde; ‘Lay Lady Lay’, og selv om jeg har hørt den adskille gange – både i Dylans udgave og i mindre beåndede kunstneres – så er den bare en vidunderlig ode til kvinden og kærligheden i både tekst og musik. Og altså også i udgaven med den diskrete steel-guitar. Og i samme kategori, men næsten endnu mere længselsfuld, er den afsluttende ‘Tonight I’ll Be Staying Here With You’. Den er vist, hvad englændere kalder woeful…
Med andre ord; jeg lægger mig fladt ned og hylder Bob Dylan for Nashville Skyline. Ikke blot for at have modet og fremsynet til at lægge guitaren og protesten væk og i stedet kaste sig over den mere landlige idyl, sådan rent musikalsk, men i lige så høj grad for at demonstrere, hvad han egentlig var i stand til i forhold til at skrive fængende, smægtende og fremragende sange, der i denne udgave oven i købet er både lettilgængelige og veludførte. Men igen; jeg er jo også bare et popsvin, så mine præferencer er velkendte….