Hvis nu De ikke ejer Subterranean Homesick Blues med Bob Dylan, men syntes, at der er noget bekendt over fx coveret og de sange, der findes på albummet, så er det ikke Dem, der er blevet bindegal i løbet af de 51 år, der er gået fra albummet udkom. Det forholder sig nemlig så finurligt, at albummet hed Bringing It All Back Home da det udkom i USA – og vel egentlig også resten af verden – i 1965. Hvorfor det ved et af de talrige genoptryk, der er udkommet siden da, pludselig har skiftet navn er mig en gåde, men her er det altså.
For en stor del af Bob Dylans kernepublikum var albummet noget nær et forræderi. Rockhistorien er fuld af mytologiske øjeblikke, og et af dem var, da Dylan satte strøm til guitaren og samlede et band til at spille sammen med. Da dét skete offentligt første gang, på Newport Folk Festival i 1965, var det til både ramaskrig, buhen – og angiveligt en enkelt tilskuer, der sågar prøvede at hive stikket ud af kontakten. Det var ikke noget, de glade folk-hippier var begejstrede for; Bob Dylan var den store amerikanske folk-poet og protest-sanger, der løftede arven fra Woodie Guthrie, så hvad skulle al den larm nu til for?
Subterranean Homesick Blues er ligeledes elektrificeret. Og det er samtidig en stor, glad fuckfinger til det publikum, der troede, at de kunne bestemme, hvad – og hvordan – Dylan skulle skrive sange og spille dem. Den åbner med titelnummeret, en rablende nonsens-sang, der i et nærmest frenetisk tempo og mod en baggrund af skramlede rock-guitarer næsten spytter de knap forståelige ord ud. Derefter følger den vidunderlige ballade “She Belongs To Me” inden den klassiske “Maggies Farm” larmer sit opgør med alle former for fastlåst (musik-)industri ud. Hørt i sammenhæng viser disse sange samme dualitet, som albummet i sig selv udgør; på den ene side (A-siden) den elektriske, bluesrockende Dylan med den sylespidse pen og på den anden side (B-siden) den akustiske, rolige og bløde poet, der smyger sig ind i lytterens bevidsthed med sange som “Mr. Tambourine Man” og “Gates of Eden”.
Som det er faste læsere af disse sider bekendt, så er jeg ikke den største Dylan-fan, og jeg er heller ikke på nogen måde dynalolog. Men Subterranean Homesick Blues er ikke bare umulig at komme udenom i moderne musik, den er samtidig det helstøbte værk, hvor Dylan træder i karakter som både egenrådig musiker og selvstændig lyriker og sangskriver. Det er fra ende til anden et fremragende album, selv om der naturligvis er både highs og lows på den. De personlige favoritter omfatter titelnummeret, “She Belongs To Me”, “Maggies Farm” og “It’s All Over Now, Baby Blue”. Men også den harske og hidsige “It’s Alright Ma (I’m Only Bleeding)” skal høres – og det skal resten af albummet faktisk også, nu jeg tænker nærmere over det … og har hørt det på repeat fire-fem gange.
Der er med andre ord ikke noget at betænke sig på; det er et album, man bør eje – og man bør faktisk også spille det med jævne mellemrum, for bare lige at forvisse sig selv om, at Dylan er så meget og mere end den mumlende, hattebærende og brægende mand, man – i værste tilfælde – kan opleve på scenen ved en af de mange koncerter på hans neverending farewell-tour.