Bob Dylan er det nærmeste vi kommer en ikonisk, stadigt levende legende i denne gennemgang af, hvad pladereolen gemmer på. Han er blevet omtalt som den bedste sangskriver gennem alle tider i moderne musik, og han er et omdrejningspunkt for forståelsen af moderne musik og dens udvikling fra de tidlige 1960’ere og frem til nutiden. Han er faktisk aldeles urørlig, og det er ikke kun for sjov, at han med en let ironisk distance omtales som ‘His Bobness’. Og nu er han minsandten også blevet tildelt Nobels litteraturpris i 2016.
Han er derfor også personificeringen af et problem, jeg tidligere har omtalt her på siden, for hvad kan jeg dog bidrage med i beskrivelsen af Bob Dylans plader, som ikke allerede er blevet dækket i de massive hyldemeter af bøger om ham, og de kilometervis af spalter, der er blevet skrevet i aviser, blade, magasiner og tidsskrifter om manden, musikken og – i de senere år – mystikken, der omgærder ham?
Et forsøg kunne naturligvis være simpelthen at lægge pladerne på, og så ellers lade musikken tale for sig selv. Men selv dét er et problem, for hvordan kan man dog beskrive fx The Freewheelin’ Bob Dylan med dens klassikere som ‘Blowin’ In The Wind’, ‘A Hard Rain’s a-gonna Fall’ og ‘Don’t Think Twice It’s Allright’ uden at have hele forforståelsen og kanoniseringen med sig?
The Frewheelin’… er Bob Dylans andet studiealbum, men det betragtes af mange som det første ‘rigtige’ Dylan-album. Hans første plade bestod primært af cover-numre, så det er først på denne, at han træder ind på scenen som fuldblods- og fuldvoksen sangskriver. og det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt; Dylan var kun 21 år gammel, da han indspillede albummet, men allerede her fornemmer man det gigantiske talent for sangskrivning og – især – lyrik, han besad.
Det er de førnævnte sange, der – sammen med ‘Girl From The North Country’ – bærer og cementerer det ry, han fik for sublim sangskrivning. Og overraskende nok for undertegnede er det også på denne plade, at man kan høre, at Bob Dylan rent faktisk kunne synge. Det må være en af hans bedste vokalpræstationer nogensinde, der høres her. Og igennem alle de mange ord, der findes på hvert eneste nummer, så kan man som gammel symbolanalytiker også høre de gode tekster. Nogle af dem aldeles kryptiske, men fx så er ‘It’s A Hard Rain a-Gonna Fall’ alene i sin strukturelle opbygning intet mindre end fremragende. Den er en slags call-and-response mellem far og søn, og selv om ikke alle linjerne giver lige meget direkte mening, så er dens opbygning og dens lyriske kapacitet på et niveau, der sjældent ses – hverken hos 21-årige eller ældre sangskrivere. Det er vel egentlig kun Leonard Cohen, der helt rammer samme niveau, og det er i en langt senere alder.
Dylans berømthed som protestsanger blev grundlagt her gennem sange som ‘Blowin’ In The Wind’, førnævnte regnsang og ikke mindst ‘Masters of War’ med de uforglemmelige, vrede linjer; “Even Jesus would never forgive what you do” sunget med al den indignation, der kunne opbydes.
Personligt er jeg ret glad for ‘Girl of The North Country’ (som jeg får at høre igen, når vi når frem til Nashville Skyline, iøvrigt sammen med Johnny Cash) og ‘Don’t Think Twice It’s All Right’. Men jeg bliver også nødt til at være hudløst ærlig, selv om jeg gemmer det til sidst i mine skriblerier – og er fuldt bevidst om de hug og den hån, jeg kan indkassere fra de sande kendere; jeg er ikke verdens største Dylan-fan, og derfor er The Freewheelin’ eller de øvrige Dylan-albums, der står i min reol, ikke mine favoritplader. Og er det bare mig, eller er der udover de nævnte sange ikke en hel del ‘fyld’-sange på albummet?
Jeg tilhører heller ikke en kultisk fanskare, der kysser den jord, han betræder, og selv om jeg er helt med på hans betydning for musik og hans enorme talent som tekst-skriver og lyriker/poet, og derfor svært gerne under ham al den hæder, der kan tilfalde ham, så kunne Nobelprisen i mine øjne også være gået til Leonard Cohen. Og for lige at vride kniven hele vejen rundt, så lad mig slutte denne lille svada med et citat fra countrymusikeren Steve Earle om en anden dygtig sangskriver:
Townes Van Zandt is the best songwriter in the whole world.
And I’ll stand on Bob Dylan’s coffee table in my cowboy boots and say that.
Når det så er sagt, så er The Freewheelin’ Bob Dylan et album der, på grund af de fremragende sange, berigende tekster og dets samlede betydning for moderne musik, bør være at finde i enhver samling. Det er en klassiker, og når man som Bob Dylan kan lave mere end en enkelt af den slags, så er hans status også berettiget.