Bob Hund er et af de bands, der gennem de sidste 30(!) år har samlet et mere end almindeligt trofast publikum, der har holdt ved siden punkdagene i starten og midten af 1990’erne. Det er måske ikke en decideret kult-følgeskare, men det er nok tæt på, og jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme, og erkende, at jeg ikke er en del af den. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem – og den eneste plade, jeg ejer med dem – men da det svenske band brød igennem og blev store i Sverige og Danmark var jeg netop flyttet, havde fået barn og var startet på en ny uddannelse. Jeg var med andre ord et lidt andet sted i livet til at jeg for alvor fik fulgt med i, hvad der rørte sig i den skånske undergrund.
Det fik jeg rådet bod på lidt senere i livet, da jeg for nogle år siden blev inviteret med til en koncert med det sprælske band. På det tidspunk havde de solgt deres instrumenter på en auktion og turnerede med deres ‘Lån os jeres instrumenter’-tour. Konceptet var lige så simpelt som navnet antyder; bandet stillede op og spillede en koncert på de instrumenter, der nu var til rådighed på det pågældende spillested. Det slog nu intet skår i en fremragende koncert, hvor frontmand Thomas Öberg styrtede rundt på scenen iført klassisk Bob Hund-maske, flagrende gevandter, lange handsker og smykker til op over begge ører, ledsaget af et ualmindeligt velspillende og særdeles oplagt band, der ikke tog sig af, at spillestedet vist kun var halvfyldt den aften. Med andre ord; jeg blev blæst bagover og smittet af energien, spillelysten og den voldsomme underholdningsværdi fra scenen, og uden at gå all in og blive en del af en kultisk sekt, måtte jeg erkende, at fansene havde noget at have deres glæde for bandet i.
Endnu et par år senere kom så mit første album med Bob Hund i hus. Dödliga Klassiker er deres 11. studiealbum, og at dømme efter de samtidige modtagelser ikke et af de højst rangerende i diskografien blandt kernefan-grupperne. Det kunne jeg heldigvis være ligeglad med, eftersom min historie med bandet jo var ret kort, så jeg blev – helt ærligt – ret glad for albummet. Noget af den energi, jeg oplevede på scenen kunne sagtens genfindes på vinylen – ikke mindst på et nummer som “Rockabilligt”, der først og fremmest er karakteriseret ved et fint rock-drive, og som holder dampen oppe i samtlige 7 minutters spilletid.
Men faktisk er det de numre, der – i modsætning til “Rockabilligt” og til dels den øjensynligt LCD Soundsystem-inspirerede “Brooklyn Salsa” – er lidt ned- og afdæmpede, og hvor de kalder på noget, der ligner ægte inderlighed, der rammer bedst. Thomas Öbergs kantede skånske sprog er på ingen måde en hæmsko for udtrykket på fx “Hjärtskärande Rätt”, der simpelthen er en fin melodi med et følsomt udtryk, næsten på trods af Öbergs begrænsede rækkevidde i vokalen. Og så er der muligvis næsten et Bob Hund-motto gemt i linjerne: ‘Det känss så rätt / hjärttskärande rätt / vi gör allting fel / på ett helt underbart sätt’. Også “Blommor På Brinnande Fartyg” flirter med inderligheden på det syng-med-bare omkvæd: ‘Blommor som du växer bara på brinnande fartyg / du är den renaste fisken / född i förgiftat vatten’.
Alt i alt, så behøver man faktisk slet ikke være en del af Bob Hunds die hard fans for at lytte til Dödliga Klassiker. Det er en ualmindelig charmerende plade fra et voldsomt velspillende band, og også når de ikke hopper energisk derudaf i postmoderne, ironisk post-punket gøgleri er de værd at lægge ører til. Det hjælper gevaldigt på sagerne, hvis man – som undertegnede – har lidt af et soft spot for svensk i almindelighed og skånsk i særdeleshed, men selv uden dette kan den let skabede køter være et prægtigt bekendtskab i 40 minutters tid.