Det er vigtigt at huske den danske vinkel, for sådan er vi jo her til lands. Intet er så godt, at det ikke bliver en lille smule bedre af, at der er noget dansk at spore i oprindelsen eller udførslen. Så lad os lige få triviaen på plads med det samme, så vi med stolthed kan glæde os over, at alle tiders bedste reggae-livealbum har et dansk islæt; Babylon By Bus består nemlig af optagelser fra en en række koncerter på Marleys Kaya-tour, og den bragte ham også forbi København, hvorfor visse numre på albummet er med (hørbart) dansk publikum.
Jeg har tidligere ytret min udtalte skepsis mod live-albums her på siden, men altså; ingen regel uden undtagelser, og Babylon By Bus er en god plade. Ikke nok med, at den indeholder nogle af de bedste numre fra rastafari-missionæren og hans ufatteligt velspillende band, den demonstrerer samtidig med al ønskelig tydelighed hvorfor man en gang imellem bør lette sin velpolstrede bagdel og bevæge sig ud på spillestederne for at høre musikken blive leveret direkte og levende fra scenen. Det er simpelthen et så varmt, levende og funky bevis på ikke blot reggae-musikkens kvaliteter i almindelighed og Marleys i særdeleshed, men også på livemusikkens berettigelse i forhold til studieindspilningerne. Og ja; lyden er fantastisk; de enkelte instrumenter står tydeligt frem, samtidig med, at det er et harmonisk og for tiden dynamisk lydbillede, og også Bob Marleys egen vokal, og det medsyngende backing-kor, The I Threes, der er så velanbragt og medskabende som det kan ønskes, får rigeligt med plads.
Når man er så dygtig, så gennemmusikalsk og har et så vel- og sammenspillet band i ryggen, bliver man som lytter – og som publikum – både overrasket og begejstret over de velkendte numres potentialer, når de bliver udfoldet fra scenen. Fx tror jeg personligt ikke der eksisterer en bedre og finere udgave af “Is This Love” (det bedste nummer på pladen) end jeg har hørt på dette album, og også den velkendte “Jamming” holder hele vejen hjem. Den insisterende “War”, der kunne leveres smældende, dæmonisk og anklagende – og var blevet det tidligere – får en varm, næsten sørgmodig, tone i denne live-udgave, og det er et rigtig fint træk at lade den køre direkte over i “No More Trouble”. Der kunne nævnes en række andre – “Exodus”, “Concrete Jungle” og “Punky Reggae Party” fx – men man behøver i virkeligheden ikke fremhæve nogle frem for andre.
Alt i alt er der noget ualmindeligt sejt og funky over disse live-indspilninger. Det er svært at sidde eller stå helt stille til, men måske, hvis man nu havde fyldt luftvejene med tilstrækkelig røg fra ganja’en – som jeg er sikker på, at store dele af publikum og hovedpersonerne selv gjorde undervejs i koncerterne – ville det måske være muligt. Så hvis man er til nedslag på 1 og 3 i stedet for 2 og 4, og ikke er en af dem, der mener at reggae er Djævelens gave til musik-elskere, så er der vist ikke noget at betænke sig på; dette er et album, man må eje.