Lad os først og fremmest få én ting på det rene; Bon Jovi er et band – ikke navnet på en mandlig sanger med et backingband! Nu er det så en fuldt forståelig fejltagelse at gøre, eftersom forsangeren i Bon Jovi hedder … Jon Bon Jovi. Eller det gør han i virkeligheden ikke, for han er døbt John Bongiovi, men det er tæt nok på.
Bon Jovi var rasende populære fra midten af firserne og frem, og de bragede gennem lyd- og hitmuren med deres tredje album fra 1986, Slippery When Wet, som de fulgte op to år senere med dette album, der blev en lige så stor – eller større – succes; New Jersey. Den indeholdt ikke mindre end fem hit-singler, der alle nåede top ti i USA, og to af dem, “Bad Medicine” og “I’ll Be There For You”, kravlede endda helt til tops som nr. 1.
Hvis der er nogle, der har stået fadder til den afart af hard-rock-genren, som man kan kalde puddelhunde-rock, er det Bon Jovi. Det er melodiøs rock af den let hårde karakter, men aldrig så hårdt, at pigerne ikke kan være med. Der kan klappes i takt, teksterne er til at synge med på, og det hele er båret af hhv. en hæs, særdeles rock-velegnet, stemme tilhørende en ualmindelig pæn ung mand, som pigerne kunne falde i svime over, og nå, ja; en rigtig god fræser-guitar – der dog heller aldrig bliver rigtig farlig. Den bliver til gengæld behersket virtuost indenfor sin genre af Richie Sambora. Sammen med en solid rytmegruppe kreerede Bon Jovi musik der var som skabt til de store arenaer; der var simpelthen dømt stadion-rock all over the world – hvad den efterfølgende, næsten to år lange, verdensturné til fulde demonstrerede.
Det var en succes-formel, der ville noget. Drengene kunne lide den hårde del af Bon Jovis repertoire, og pigerne elskede den pæne mand og blev ikke skræmt væk af rock-lyden i det hele. Men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis synes, at det er specielt godt at høre igen. Måske fordi formlen efterfølgende er blevet så fortærsket gennem alle mulige andre bands, der fulgte i kølvandet på de fire rockere fra – rigtig set – New Jersey. Disse bands (Europe, Skagerrack, Fate, Gorki Park og hvad pokker de ellers hed på vores breddegrader), besad kun halvdelen af Bon Jovis talent og tæft for god, melodiøs poprock fra den hårdere ende – og kun en fjerdedel af evnerne til at udfolde det på albums og live. Og måske er det mere på grund af disse efterfølgere, at man får lyst til at pille pladen af efter første side, når man hører det i dag. Det fik jeg ihvertfald. Det er som om man har hørt det tusind gange før – og af samme grund er blevet så djævelsk træt af skidtet, allerede inden man hører det.
Og det er faktisk synd; grundlæggende er Bon Jovi langt bedre end deres rygte – og ihvertfald bedre end de fordomme, jeg har om dem – og det er i virkeligheden temmelig festlig musik, som det er svært ikke at blive glad i låget af. Så smid pladen på, og med en anden 80’er og 90’er-kæmpestjernes ord: Listen without prejudice.
Så glider det hele lidt lettere ned – og så kan man også tillade sig at synge lidt med undervejs uden at skamme sig.