Dernede i provinsbyen i udkantsdanmark. hvor jeg trådte mine barndomssko, kunne man af og til være heldig at møde mennesker, man ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. I de fleste tilfælde var de ganske vist kun på gennemrejse eller skulle besøge nogle, der boede der, men alligevel… Og i et enkelt tilfælde mødte jeg en sådan; en vældig sød og aldeles smuk ung pige, som jeg naturligvis forelskede mig inderligt i, som man nu gør det, når man er 15 år gammel og hormonerne pisker rundt i kroppen.
Navnet har jeg lykkeligt glemt, men hun boede i en sommerferie hos hendes bedsteforældre, og de havde installeret hende i sit eget værelse i det lille hus udenfor byen, hvor de boede. Så dér troppede jeg op og havde en fantastisk aften eller to. Hun havde medbragt sin egen lille kassettebåndoptager og tre-fem kassettebånd, hvoraf det ene indeholdt noget mystisk musik, jeg aldrig havde hørt før. Nummeret hed “”C30 – C60 – C90” og referede til den tidsmæssige udstrækning af de kassettebånd, der kunne købes uden musik på, og som man kunne optage fra vennernes plader på (eller fra radioen, hvis det skulle have interesse).
Det nummer blev jeg lidt fascineret af; der var en del trommeri på en anden måde, end jeg hidtil havde hørt det, og så en aldeles højrøstet pige i front, der skreg lidt larmende undervejs, men som ellers sang glimrende – og iøvrigt lidt som Debbie Harry fra Blondie. Så da den unge dame på brutal vis havde sagt farvel til mig (og det var ikke fordi hun skulle videre, hun havde vist bare fået nok af mig), gik der et stykke tid, inden jeg anskaffede mig en hel plade med bandet, som hed Bow wow wow – eller Bowwowwow, thi der er åbenbart forskellige måder at notere dette på.
I Want Candy er et opsamlingsalbum med numre fra bandets to studiealbums samt lidt forskelligt, herunder en single af samme navn som pladen. Bandet var en opfindelse af Malcolm MacLaren, tidligere legendarisk manager for The Sex Pistols, der havde overtalt de fleste af medlemmerne fra Adam And The Ants til at forlade Adam og lave deres eget band. Suppleret med forsangeren, den purunge og billedskønne Annabella Lwin, levede de herefter et par år, hvorefter de gik hver til sit. Og sådan er der jo så meget…
Det mest markante ved Bowwowwow er deres bastante brug af trommer, der lyder som noget, der stammer fra Afrika. Det er faktisk ret fedt, uptempo og anderledes, når man hører et enkelt nummer eller to, men så begynder det også at blive lidt ‘brugt’. Men nummeret “I Want Candy”, der iøvrigt er et covernummer, der første gang ramte hitlisterne engang i 60’erne er faktisk ganske glimrende, og det andet hit på pladen, “Go Wild In The Country” kan også høres en enkelt gang eller to. Men ellers ved jeg sgu’ ikke rigtigt…
Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver det nok aldrig det samme, når man hører det som midaldrende i den pæne stue, som da man hørte det på en skidt kassettebåndoptager i (meget tæt) selskab på skibsbriksen med den søde pige. Men sådan er det jo så tit med musik. det skal nydes i det rette selskab.