Efter 7 års pause, hvor Roxy Music i mellemtiden var blevet gendannet, havde udgivet to succesfulde albums og derefter var blevet opløst igen, var tiden blevet moden til, at Bryan Ferry skulle genoptage solo-karrieren med Boys And Girls. Og det gjorde han med stil – musikalsk såvel som salgsmæssigt.
Musikalsk kan man måske hævde, at Boys And Girls lige så vel kunne have været et Roxy Music album. Der er ikke langt fra den glatte lyd og de melankolske poprytmer på deres sidste album, Avalon til Ferrys soloalbum et par år senere. Det høres tydeligt allerede i den indledende “Sensation”, med dens fine guitarlicks – af Nile Rodgers, i øvrigt – og dens synthesizer-flader på et nummer, der sagtens kunne have været den afsluttende skæring på Avalon.
Men det ér altså et solo-album af Bryan Ferry. Og selv om der er hidkaldt mange, gode kræfter (Pink Floyd-guitaristen David Gilmour, Mark Knopfler, David Sanborne og førnævnte Niles Rodgers blandt mange andre), så er det entydigt Ferrys vision, der er drivende for albummet. Det er køligt, smooth – nogle vil sige overfladisk – og glat, og det er tæt på at være netop den perfekte vision for loungemusik. Der er ikke så meget kant, og måske mangler der også lidt nerve, men det er dæl’me godt at have kørende i baggrunden – og så er det også på dette album, at den tilbagelænede crooner får det optimale ud af stemmen.
I forhold til de foregående albums, så er her ikke nogle fortolkninger og covernumre. Alle sange er skrevet af Ferry selv, hvad der også er med til at fastholde pladens samlede udtryk. Det er både godt og skidt; hvis man skal være helt ærlig, så kan det godt være lidt vanskeligt at høre forskel på fx. “Slave To Love” og “Windswept”, men alt andet lige, så er det vel også et vilkår, når man laver et helt album, der skal have et samlet udtryk – og som har samme komponist og tekstforfatter. At der sker ting og sager her er også tydeligt på coveret, der i ren reklame-æstetik i 80’er-style er langt fra fordums billeder af Ferry selv i lounge-positur.
Slagnumrene på pladen er naturligvis “Slave To Love” og den efterfølgende skæring “Don’t Stop The Dance”. Den første fik Ferry et gigantisk hit med, blandt andet da den blev brugt i filmen 9 ½ Uge, og den anden var også godt med på hitlisterne. Men ud over den bløde og glatte lyd og den karakteristiske croonen fra smørtenoren, så er albummet pudsigt nok også kendetegnet ved en vis melankoli. Her er ikke meget art-pop og glam over albummet, men derimod en række sange, der tilsammen udgør Bryan Ferrys mesterstykke udi solo-karrieren. Også selv om den lyder lidt som det album, Roxy Music kunne have afsluttet karrieren med.