I 1976 opløste Roxy Music sig selv – ihvertfald for en tid. Det gjorde dog ikke så meget, eftersom ikke blot Bryan Ferry men også en del øvrige medlemmer af bandet, herunder guitarist Phil Manzanera deltog i indspilningerne af Ferrys tredje solo-album – og eftersom hele fem af numrene er ‘cover’-versioner af sange, hentet fra Roxy Musics bagkatalog.
Det kan jo lyde lidt mærkeligt, og helt generelt er albummet da også lidt et kludetæppe. Ud over de nævnte sange fra Roxy Music – der alle stammede fra tiden med Brian Eno i bandet – bestod albummet af B-sider og andet tidligere udgivet materiale, i nogle tilfælde dog efter en solid genindspilning, og de fleste af de øvrige numre i den sædvanlige Ferry-standard; fine versioneringer af klassiske pop- og soul-hits fra forne tider.
Et sådant er fx titelnummeret “Let’s Stick Together”, der også i min optik er albummets bedste. Faktisk lyder det næsten som en band-performance med muskler og tyngde mere end som et solo-nummer fra Ferry, omend han nu ikke lader noget tilbage at ønske i den energiske udladning. Og så er den for en gangs skyld velanbragte saxofon med til at forstærke indtrykket af en ualmindelig solid hit-single.
Også The Beatles “It’s Only Love” og den groovy udgave af “Shame, Shame, Shame” slipper han ualmindeligt godt fra, men jeg har godt nok lidt svært ved at forstå genindspilningerne af hans egne sange fra Roxy-perioden. Ikke at det ikke spiller – og der er en lidt mere laid back-agtig feel over dem – men alligevel; gad vide om det var lidt et opgør med fortiden og dennes spøgelser og rivalisering?
Anyways; Let’s Stick Together er muligvis ikke det bedste album i min pladereol, og det er efter al sandsynlighed heller ikke det bedste Bryan Ferry album. Men om det er fordi jeg helt generelt er glad for Ferry eller om det måske er fordi det er alt for længe siden, jeg har haft ham oppe at vende på pladespilleren, så blev jeg nu alligevel sådan lidt halv-glad af at lytte til det. Der er lidt ligetil feel-good-stemning over det og så lyder det faktisk som om, nogle har haft et par gode dage, mens de indspillede det. Og om ikke andet; titelnummeret er alene hele pladen værd!