Der findes kunstnere, der transcenderer både deres egen tid og deres eget liv. Som får en så ikonisk status indenfor deres kunst – i dette tilfælde; musik – at det nogen gange kan skygge for det, de rent faktisk nåede at producere, eller måske endda kan overdrive betydningen af det. Buddy Holly er en af de musikere, der bliver ved med at spøge i musikhistorien. Både som myte og legende og som hjørnesten i skabelsen af moderne rock- og pop-musik.
Historien om Buddy Holly indeholder da også alt det stof, som både drømme og legender er skabt af. Som 19-årig afsluttede han i 1955 sin high school og besluttede sig for at forfølge drømmen om en karriere indenfor musik. Et halvt år senere åbnede han for Elvis Presley, hvad der gentog sig et par gange og i efteråret 1956 optrådte han som opvarmning for et andet af de hotteste bands på det tidspunk; Bill Hailey & The Comets. Det afstedkom en pladekontrakt med Decca og indspilningen af to singler, som Buddy Holly dog vist ikke var helt tilfreds med. Sammen med sine to musikalske legekammerater dannede han The Crickets, da han af kontraktlige grunde ikke kunne udgive musik i eget navn, og indspillede med fuld kunstnerisk kontrol singlen “That’ll Be The Day”, der kort efter udgivelsen ramte 1.pladsen på hitlisterne i både USA og England. And the rest is history, sommansir…
Og så alligevel ikke helt. Med til mytedannelsen hører naturligvis også det fatale flystyrt i februar 1959, hvor ikke kun Buddy Holly, men også Ritchie Valens og ‘The Big Bopper’, J.P. Richardson omkom. Forhistorien var, at den vinterturné, som de var på, var planlagt så logistisk tåbeligt, at det var svært at komme fra det ene koncertsted til det andet i den bus, der var skaffet til formålet. Samme bus var iøvrigt uopvarmet, hvad der betød, at trommeslageren Carl Bunch blev indlagt med frostbid i foden, og det var nok til, at Holly chartrede det lille fire-sæders fly, som skulle fragte ham fra Iowa til Minnesota. Med ham i flyet var den kommende stjerne Ritchie Valens, som vandt en plat-og-krone-konkurrence om sædet med guitaristen Tommy Allsup mens den senere ret berømmede country-stjerne Waylon Jennings, der på turnéen spillede bas for Buddy Holly, frivilligt overlod sit sæde til ‘The Big Bopper’. Kort efter take-off kl. 1 om natten styrtede flyet ned, og alle omkom.
Dagen for flystyrtet blev i eftertiden kendt som ‘The day the music died’ – ikke mindst på grund af Don McLeans fabelagtige 8-minutters sang “American Pie” (der iøvrigt er et studie værd i sig selv). Men tragiske ulykker og død gør det ikke alene; hvis der ikke er bund og substans i en musiker og kunstner, så ville dødsfaldet blot have været endnu en tragisk, men hurtig glemt, historie om alt for unge menneskers død. Og bund og substans var der i Buddy Hollys musik. På de tre år han var aktiv med indspilninger og koncerter, nåede han at sætte et uafviskeligt aftryk på musikhistorien med mere end 50 sange, der blev skrevet og indspillet i perioden – og altså mens han var mellem 19 og 23 år gammel!
Jeg hører ikke ret tit denne plade, som er den eneste jeg ejer med Buddy Holly. Derfor er der hver gang, den kommer op, en let overraskelse over, hvor sprøde og friske sangene lyder. Noget af det skyldes givetvis den lette produktion, mens andet er et spørgsmål om, at man jo har hørt mange af sangene i en eller anden version mange gange. Men det pudsige er, at man alligevel ikke er blevet helt træt af dem. Muligvis er numre som “That’ll Be The Day” og “Peggy Sue” blevet hørt så rigeligt til, at man ikke behøver dem længere, men så kan man jo bare vente til “Not Fade Away”, “Words of love” eller “Rave On”, så er man klar igen.
Buddy Hollys lyd og stil er let genkendelig. Den sprøde ringlen af guitaren (der er ikke mange power-akkorder her), Hollys bløde stemme og så den glade blanding af old-school 50’er-rock, pop og country, iblandet lidt gospel-stil. Det er en lise for ørerne, og så lyder det, præcis som det, det er; det er tæt på at være opfindelsen af moderne pop-musik, vi hører her. Både i rytmerne, men i lige så høj grad i akkordsammensætningerne (der er tre-fire styks i hver sang), som nogle gange er ‘rene’, i grunden ret trivielle, vamps men som i brugen af dem bliver helt rigtige. Og så er der numre på albummet som “Bo Diddley”, der er den perfekte bop-sang med den distinkte trommelyd og de skarpe og klare guitar-licks.
Det er fedt at høre. Og det kan jeg sige med stor sikkerhed, eftersom den musikalske arv er tydelig. Helt ligetil og direkte i, at Lennon og MacCartney navngav deres band efter The Crickets, der på engelsk blev til The Beatles, og i, at The Rolling Stones kunne gøre Hollys “Not Fade Away” – der også er med på pladen – til noget, der var tæt på at blive et signaturnummer i den tidlige del af deres karriere. Lennon selv indspillede en forbløffende tro cover af “Peggy Sue” på sit solo-album Rock’n’roll i 1975 og både The Clash og The Ramones var – på hver deres måde – i den direkte arvefølge fra tre-akkorders-rundgangene i Hollys univers.
Også i vores egen, lille andedam er indflydelsen mærkbar, bl.a. i navngivelsen af Sune Rose Wagner og Sharin Foos band, The Raveonnettes. Og det er ikke kun navnet, der er inspireret af Buddy Holly; ved nærlytningen af både Holly og Raveonnettes, er inspirationen – også musikalsk – aldeles hørbar, specielt i den tidlige del af sidstnævntes karriere.
Jeg er glad for min plade med Buddy Holly. Den indeholder meget af det, der var karakteristisk for Budy Holly og for skabelsen af moderne pop-musik. Hvis der skal dryppes lidt malurt i bægeret, så må det være på manglerne; det er en greatest hits-plade, og derfor skal der naturligvis finde en udvælgelse sted, baseret på hitliste-placeringerne, og det betyder, at et nummer som fx. “Dearest” ikke er kommet med. Og dét nummer kan jeg nu rigtig godt li’. Også i fx. den fine cover, som The Black Keys udgav så sent som i 2011 på et hyldestalbum med Buddy Holly-sange.