Det er tæt på at være en national helligdom, vi nu skal til at beskæftige os med. Det er vel i virkeligheden kun Kim Larsen, der i samme grad som Carsten Valentin Jørgensen er indbegrebet af den moderne danske sang-tradition – uden sammenligning mellem disse to, iøvrigt.
For alle os, der har fået C.V. Jørgensen ind under huden først gennem vores forældres generation og derefter på opdagelse på egen hånd, er det vel især C.V. Jørgensens stemme og – ikke mindst – hans evner som moderne troubadour i tekstforfatning, der kendetegner hans samlede virke. Jørgensen formåede som ingen anden at beskrive og sarkastisk, men underspillet, at spidde det moderne samfund og især dens fokus på karriere, overflade og fremmedgørelse. Det hele i en lyrisk ånd, der i den senere del af karrieren i højere grad blev centrum for sangskrivningen på plader som Indian Summer, Sjælland og Fraklip Fra Det Fjerne. Men i den indledende del af karrieren var fokus på beskrivelsen af det moderne liv – og så iøvrigt på den gode melodi og den fine aflevering.
Jeg ejer kun en af de plader, C.V. Jørgensen indspillede sammen med ‘Det ganske lille band’. Dette album er Solgt Til Stanglakrids, som vi vender tilbage til om ganske kort tid. Til gengæld har jeg en ret god opsamling af disse tre albums på den herværende plade, Det ganske lille bands bedste.
Alle tre albums, der blev indspillet i denne periode – foruden ovennævnte også Storbyens Små Oaser og Vild i Varmen – blev udgivet under C.V. Jørgensens navn. Det er således hans navn, der for evigt er uløseligt forbundet med disse tre albums, og det er måske ikke helt retvisende. Bandet, der udgav det første album bestod af C.V. Jørgensen, Ivan Horn, Erik Falck og René Wulff. Og det var et band, ikke en solist med et backingorkester. Det – og meget andet – kan man læse i René Wulffs historie om ‘Det Ganske Lille Band’, der over to omgange blev bragt i Gaffa. Og eftersom den ret gode historie om et bands opståen, succes og opløsning er spændende læsning – og eftersom den er godt fortalt af en hovedperson, der var en stor del af begivenhederne – vil jeg lade de faktuelle oplysninger om udgivelserne ligge dér og på det varmeste anbefale enhver, med hang hertil, at læse begge artiklerne.
Det efterlader jo også plads til at beskæftige sig med det vigtigste, musikken. Og den er god! Albummet er sammensat af lutter gode sange fra den periode i C.V.’s karriere – og så er det iøvrigt vigtigt at understrege, at det hele vejen igennem er en bandindsats! Ivan Horn underspiller den fabelagtige guitar – ihvertfald i de soli, der af og til dukker op – og er ellers en ikke bare habil, men fremragende rytmeguitarist (og slideguitarist og …). Erik Falck er en overraskende funky bassist – når man ellers kan høre det på en produktion, der ikke altid holder vand – og sammen med en hardhitter-trommeslager som René Wulff er det en rytmesektion, som ethvert dansk band på dét tidspunkt ville have givet arme og ben for at få med sig.
Det band var med Torben Billes ord C.V. Jørgensens E Street Band. Det fungerer hele vejen rundt; både som akkompagnement, backing og medspiller til Jørgensens på det tidspunkt ret så spydige tekster. Den personlige favorit på albummet er (jeg havde næsten sagt ‘naturligvis’) “Entertaineren”. Det nummer er – ved siden af “Sæsonen Er Slut” fra Tidens Tern noget af det tætteste, vi kommer på den arketypiske, vintage C.V. Jørgensen-sang. Laidback og med en feel fra bandet, der ikke lader Doobie Brothers noget efter, crooner Carsten Valentin sig gennem et sylespidst portræt af yuppien – længe før det begreb iøvrigt blev standard i hverdagssproget:
Du er den store entertainer
et skarptregistrerende geni
du er international karrieregal
på turné med monologer uden mening i.
Der er praktisk talt intet på dit repertoire
& selvom du underholder eliten ved den franske riviera
er du mere død end et fossil
og det er hemmeligheden bag mit smil
Udover denne, tekstmæssigt og musikalske, genistreg kan man på albummet finde perler som “Søndags-seancer”, “Bellevue” og “Surf a la mode”. Og iøvrigt en masse af de andre afsindigt gode numre, der bliver leveret sikkert, swingende og med det sardoniske blik på verden, som var C.V.’s kendetegn.
NB: på trods af min glæde ved C.V. Jørgensen, så er det ikke hver dag, at Det ganske lille bands bedste kommer på grammofonen. Da det gjorde blev det spillet mere end en gang, og undervejs skulle jeg lige tjekke nogle cover-noter. Coveret på pladen føltes lidt stift i det ene hjørne, så jeg undersøgte lige indholdet af coveret – der jo burde være tomt – og sørme om ikke der dukkede en glædelig overraskelse op i form af en bonus-single. Og eftersom jeg er ret vild med “Lidt til Og Meget Mere” så var det tæt på at dén aften gik over i ren ekstase….
