Det er ikke fordi, at jeg som sådan er verdens – eller for den sags skyld Danmarks – største fan af Carsten Valentin. Og det er da også kun et mindre udsnit af hans samlede oeuvre, der er at finde på min pladereol. Men når pladerne kommer op at vende på grammofonen, så går det i al sin enkelthed – og i al sin storhed – op for en forholdsvis uhildet lytter, hvorfor C.V. Jørgensen er en af den moderne danske musiks hovedfigurer.
Efter mastodontsuccesen med Tidens Tern var det som om C.V. Jørgensen lige havde brug for at fortælle, at han altså var andet og mere end ‘bare’ en sylespids iagttager af det moderne liv. På efterfølgeren Lediggang Agogo er det således en langt mere inderlig, og måske også indadvendt, sangskriver, man får at høre. Her er ikke et hit som “Costa del Sol” og her er ingen udstilling af borgerskabets diskrete ucharmerethed. Snarere er det “Sæsonen er Slut” og dens let vemodige melankoli, der på mange af sangene bliver udfoldet og udforsket. Ikke at Carsten Valentin dermed er blevet misantrop, og i en del af sangene er det som om, han vender tilbage til dyderne fra tiden med Det Ganske Lille Band; her er ihvertfald solide rock-musikere og gangbar rock-musik, der bakker op på fx albumåbneren “Verden Fra Mit Vindue” og den swingende og snerrende “Crap Around The Clock”.
Og så er der jo teksterne… C.V. Jørgensen er først og fremmest sangskriver, lyriker og tekstforfatter. I bagklogskabens lys kan man i tekstuniverset sagtens fornemme forløbere for sangene fra Indian Summer og måske endda helt frem til Sjælland i fx sangene “Fingeren På Pulsen” og titelnummeret. Førstnævnte er under alle omstændigheder tydelig i sit omdrejningspunkt, der peger indad langt mere end tilfældet var på Tidens Tern, der i det meste pegede udad:
Følelsen af tomhed
lægger hindringer i vejen
for de af os, der har det med
at gå over stregen
& som balancerer tiden væk
herude på afgrundens rand.
Til den dag vi med sikkerhed
Skal mødes på den yderste strand
Men det er “Elisabeth”, der er mesterstykket på Lediggang Agogo. C.V.’s egen “Penny Lane”, som Mads Kastrup omtaler den. Liverpools Penny Lane er i den smukke ballade udskiftet med Hovedgaden 84 E, og for første gang er det den egen-oplevede erindring og det følte tab og længslen, der træder frem i noget, der næsten ligner en erindringsskitse:
Alle mine sorgløse dag
er efterhånden kun en saga blot.
Men solen skinner stadig
ned på Hovedgaden dagen lang.
Uanfægtet nu som dengang
& altimens trommer og trompeter
er på nippet til at gøre mig skør
Står jeg midt i et virvar
af mennesker på Jernbanevej.
Traditionen tro ventende på dig
Elisabeth – Elisabeth
Dén sang, dén melodi og dén instrumentering kunne man lige så godt have fundet på Indian Summer. Og dén plade er jeg iøvrigt ret træt af, at jeg kun ejer på CD, for den kunne jeg nu godt li’. Men i mangel af den, så må Lediggang Agogo og mesterværket Sjælland udfylde tomrummet.