Når jeg på et eller andet tidspunkt skal samle lidt op på det hele, og måske skal lade et par alfaderlige ord og sandheder falde til afkommet, når jeg ligger på det yderste, så vil jeg muligvis have udfærdiget en liste over alle tiders bedste, danske popsange. I skrivende stund har jeg tre sikre på listen, og de er alle kendetegnet ved langtidsholdbarhed (ihvertfald hos undertegnede), en fantastisk melodi og så – pudsigt nok, iøvrigt – en understrøm af vemod og melankoli. Og naturligvis er C.V. Jørgensen med på denne liste.
Det er han med den vidunderlige “Sæsonen er slut”. Den finder man som den første sang på side 2 på hans bedst sælgende plade nogensinde, Tidens Tern, der blev C.V. Jørgensens store, folkelige gennembrud – helt oppe i en liga, hvor kun Kim Larsen og Shu-Bi-Dua ellers havde opholdt sig. Og det er naturligvis bund-tarveligt at have C.V. Jørgensen og Shu-Bi-Dua i samme sætning, men der skete det pudsige med Tidens Tern, at samfundsrevseren og satirikeren C.V. Jørgensen pludselig blev allemands-eje i et omfang, man ellers kun kunne forestille sig det med Bundesens og Hardingers semi-lumre folkelighed. Pludselig gik alle danskere rundt og skrålede med på linjen om vores ‘nynazistiske & a-sociale sammenhold’ fra charter-eksil-sangen “Costa Del Sol”. Og sør’me om ikke også den blev sunget ved grisefesterne i Sydspanien!
Den notorisk tilbageholdende Carsten Valentin må have haft det svært, for nu at sige det mildt, med denne type opmærksomhed. Og muligvis har han også følt sig let misforstået ved denne optagelse i popularitetens midterkreds, men på den anden side; når man laver en plade, der i dén grad er proppet med ørehængere og velproduceret, amerikansklydende poprock, produceret og delvist komponeret af den afsindigt dygtige Billy Cross og leveret af hans Delta Cross Band som backing, ja så må det have været svært at undgå populariteten.
“Sæsonen er slut” er mesterstykket på den plade. 4 minutter og 32 sekunder, der kun i ganske få tilfælde er blevet overgået eller tangeret i andre dele af den danske pop-scene. Ikke blot i den melodi, der i sin blanding af mol-stemning, bløde guitarer og orgel er melodisk og stilfærdigt dansabel ud på de små timer, men i endnu højere grad i den tekst, der knæsætter sommerens sidste fest som sind-billedet på uskyldstab, tab af ungdom – ja vel egentlig livet selv – og bitterheden i bestræbelserne på at fylde betydning i det overfladiske og indholdsløse liv. Og på trods af melankolien i teksten, som er vanskelig at overhøre, så har den måske også den snert af håb, man muligvis kan finde i accepten i sangens sidste linje:
Endnu en nedtur endnu en joke
endnu en løgn bli’r fortalt
& du har nået det stadie, hvor du tror på alt.
Endnu en stjerne endnu en sol
Endnu et lys fader ud
Men mørket føles som fløjl på din silkehud
Hvis dén linje og dens overgivelse til det bløde, omfavnende mørke da ikke skal tolkes som noget helt andet og væsentligt grummere?
Det er i både tekster og melodier som denne, at vi får den C.V. Jørgensen at høre, som er andet – og væsentligt mere – end den nogle steder næsten revy-agtige satiriker, der optræder knivskarpt på “Costa del Sol”, “Villa Trianon Petit” og “Middelmands Bunker”. Og det er altså ikke kun i ovenstående; prøv fx at se, om De selv kan høre “Amor og den sidste pil” helt igennem, uden på et eller andet tidspunkt at føle en fugtig øjenkrog eller en begyndende klump i halsen.
De to sange alene kan uden problemer bære det album direkte ind på den kanon-liste, som Kulturministeriet udarbejdede, og hvor den har fået sin sjældent velforjente plads. Men til overflod er der jo lige alle de andre; foruden landeplagen “Costa del Sol” og de ovennævnte, kan man finde både den semi-sardoniske “Det Blonde Danske Smil” og den næsten bitre “På Den Trettende Dag” – der om nogen kan få lytteren til at genkalde sig regnvejrssøndage og trivielle ‘lader-livet-gå’-handlinger.
Hvis De endnu ikke har hørt pladen – og her vil jeg tillade mig at tvivle, hvis De læser ovenstående og dermed allerede har bevist Deres velbevandrethed udi populærkulturen – så er det et must at få det gjort. Og hvis der var noget ved integrationsministeriet, og hvis der var reelle ønsker om at tilbyde integration via kendskab til danskhed og dansk kultur, så blev indfødsretsprøvens afprøvning af ligegyldig trivia om Danmark og dansk historie afløst af Tidens Tern som det pligt-pensum alle, der ønsker at være danske, skal forholde sig til. På den ene eller anden måde.