Jeg kan ikke have været ret gammel, da jeg første gang så musicalen Cabaret. Jeg husker tydeligt, at den blev vist i TV, i DR-monopolets dage, som den store, samlende lørdagsbegivenhed for hele familien. Og jeg husker lige så tydeligt, hvilket fuldstændig uafrysteligt indtryk den efterlod hos mig: både i hovedhistorien om cabaretsangerinden og den letlevende, unge kvinde Sally Bowles og den noget mere regelrette Brian, men i lige så høj grad i den dekadente natklub Kit Kat, hvor den diabolske vært underholdt med mildt sagt tvetydige, pikante sange og kommentarer til udviklingen i Weimar-republikkens sidste dage i Berlin.
Musicalen er løseligt baseret på Christopher Isherwoods roman, Farvel til Berlin, men lever i langt højere grad end denne af netop sidesporet omkring natklubben. Og så gør filmen det, som er ret modigt af en musical på dette tidspunkt i filmens historie; den holder stort set alle sangene og de musikalske indslag ude af handlingen, og lader dem alle indgå i de indlagte scener fra natklubben – med en enkelt markant undtagelse. Det betyder for det første, at vi slipper for den uskik, at hovedpersonerne bryder ud i sang i tide og utide, for det andet, at sangene kan accentuere, uddybe og kommentere både på de foregående scener i filmen eller på den politiske udvikling i 30’ernes Tyskland, der løber som en stadigt stærkere understrøm i filmen, og for det tredje at næsten alle sange bliver udført af Joel Grey, der spiller konferencieren, og Liza Minelli, der spiller Sally Bowles.
Det er godt tænkt, og det er stærkt udført. Jeg så filmen for nylig – DR K er nu en dejlig TV-kanal – og den holder! Muligvis primært for et publikum, der, som jeg, i forvejen har et forhold til den, men jeg så den sammen med en ‘premiere-publikummer’, der ikke tidligere havde set den, og hun blev faktisk også fascineret af den. Så jeg er ikke den eneste…
Muligvis giver soundtracket ikke meget mening for den lytter, der ikke har set filmen. Dertil er den måske for cabaret- og muntert jazz-præget? Men for os andre er det et stærkt album. Liza Minelli udfylder sublimt rollen som påtaget dekadent, men i virkeligheden både romantisk og naiv, eksil-amerikaner og sangerinde – og på soundtracket er det tydeligt, at hun er en fantastisk sangerinde! Hendes stemme er sikker, klangfuld og gigantisk, der hvor den skal være det, og med de spor af usikkerhed og tvivl, der skal være i dé sange. Det høres tydeligt i både “Mein Herr”, “Maybe This Time” og den afsluttende “Cabaret”.
Joel Grey skabte med sin udgave af natklub-konferencieren sit livs rolle (som han muligvis havde svært ved at komme ud af efterfølgende). Også de musikalske numre fylder han perfekt ud med sin konstant tvetydige, satiriske og diabolske frem- og stemmeføring, og både den indledende “Willkommen”, duetten “Money, Money” og den skarpe og – i konteksten – modbydelige “If You Could See Her” bliver i den grad gjort til hans egne.
Det stærkeste musikalske indtryk, der blev efterladt på den ti-årige dreng, der så filmen første gang, var dog det eneste nummer, der fandt sted udenfor Kit Kat-klubben. “Tomorrow Belongs To Me” åbner som en hyldest til naturen og skønheden, fremført af en blond, smukt syngende yngling, men stiger til et medrivende crescendo med fællessang og kor i kroens gårdhave, og det viser sig at ynglingen er iklædt Hitler-Jugend uniform eller det, der ligner.
Det er et dystert og foruroligende nummer, forklædt som en glad fædrelandshyldest – og ikke ulig, men nok aldeles bevidst fra komponisternes side – Horst Wessel-sangen. Og det aldeles skrækindjagende ved dét nummer er, at man får lyst til at synge med! Dét er dæleme godt set af både komponister og filmens instruktør, Bob Fosse. Faktisk blev sangen lidt for meget for de tyske myndigheder i 1972, der censurerede filmen og klippede netop dén scene ud af frygt for, hvad den ville fremprovokere.
Cabaret er en fabelagtig god film – og det er et lige så godt soundtrack. Det vil aldrig blive til et fællessang- og fællesdansesoundtrack som fx Grease blev det for min generation, men det er afgjort værd at høre. Også mere end én gang.