Så er der dælme dømt disco!
I 1978 var disco-bølgen på sit højeste, og guitaristen og produceren Niles Rodgers og den aldeles drevne bassist Bernard Edwards udnyttede dette til fulde på deres andet album i konstellationen Chic. Med baslinjer fulde af sving – ofte næsten melodibærende – og med Rodgers karakteristiske guitar sammen med skiftende sangere og sangerinder skabte de et album, og ikke mindst et gigantisk single-hit, der måske ikke holder hele vejen ved et genhør, men som afgjort har en fortjent plads i pladereolen som repræsentant for noget af det ypperste genren havde at tilbyde.
Bortset fra et enkelt nummer eller to (fx “At Last I Am Free”) består albummet af en perlerække af numre, hvis fremmeste formål synes at være at få os ud på dansegulvet. Allerede på åbningsnummeret “Chic Cheer” er der groovy rytmer, funky bas og glad korsang. Og som på resten af albummet er de værste excesser, som disco-genren også var kendt for, barberet ned. Vist er her en trillefløjte, men både orgel og horn holdes pænt væk, bortset fra et par enkelte passager rundt omkring på albummet, og den minmalistiske tekst opfordrer heller ikke ligefrem til hverken hermeneutisk analyse eller lytning i meditationsøjemed. Her skal rystes røv, skal der, og så kan vi jo bare komme i gang!
Hittet fra pladen var ikke bare sådan et almindeligt hit. Det var et kolonormt mega-hit. Og “Le Freak” er bare så gennemført fedt, cool og rigtigt hele vejen igennem. Det er muligt at jeg er farvet af al for megen erfaring og har hørt det alt for mange gange, men det forbløffende ved “Le Freak” er, at det er ligegyldigt om man er 60 eller 18, så har man hørt det på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og det er svært både at sidde stille eller undgå at blive i lidt bedre humør når man hører det.
Sjov anekdote iøvrigt; teksten til omkvædet skulle angiveligt oprindeligt have været ‘Ahhh, Fuck Off’, og skulle være en reaktion på, at bandet ikke blev lukket ind på det herostratisk berømmede Studio 54 i New York. Af hensyn til både det lydlige udtryk og mulighederne for at blive spillet i radioen i USA ændrede de det dog til det, vi har lært at kende: ‘Ahhh, Freak out’! Og alt andet lige; det fungerer sgu’ da meget godt i sammenhængen, ikke?
Med de nutidige lyttelapper ude, er det ikke alt på albummet, der er lige godt. Men det er fantastisk brugsmusik til formålet (glad dans og ryst-din-røv), det er perfekt ramt i forhold til samtiden – og så er det djævelsk godt produceret. Det lyder bare fedt hele vejen igennem, og man bliver formelig sukret ind i vellyd, når man sætter det på. Og for nutidige lyttere er det faktisk også sjovt at høre den ‘oprindelige’ guitar fra Niles Rodgers – specielt når man har lært den at kende via samarbejdet med den franske duo Daft Punk på især “Happy” med Pharell Williams.
Et af Chics største bidrag til populærmusikken er muligvis ikke engang “Le Freak”. På nummeret “Good Times”, der indledte deres tredje album Risqué, findes en basgang/bagtrack, der muligvis er det mest benyttede i forskellige samplinger fra andre musikere. Rappen blev i 1979 sparket folkeligt i gang med “Rappers Delight” af The Sugarhill Gang med netop dette bagtrack, og senere har så forskellige bands og kunstnere som Daft Punk, The Cure, Wham, Queen og danske TV-2 (“Popmusikerens Vise”) benyttet sig af det. Og dét er sgu’ da en kunstnerisk arv, der vil noget…