Jeg plejer at prale af, at jeg har en bred smag. Det er ikke helt sandt, for selv om samlingen udgøres af mange forskellige genrer og stilarter, så er det sandt at sige ikke det hele, der bliver spillet lige ofte. For lad os se det i øjnene; jeg er et pop- og rock-svin!
Ikke desto mindre ejer jeg en del klassiske plader og en del jazz-plader. De klassiske er ikke registreret i særligt stort omfang, så dem kommer du ikke til at høre meget om, men de fleste af mine jazz-plader er registreret. Men med undtagelse af et par enkelte, er det altså ikke ofte, at de bliver luftet.
Dette er også tilfældet med denne skive. Jeg kender ikke meget til hverken orkestret, bandlederen (Chris Barber), de enkelte medlemmer eller gæstevokalisten Otillie Patterson, så du må undvære triviaen i dette tilfælde. Til gengæld kender jeg genren ret godt, og ved gennemlytningen gik det også op for mig, at jeg genkendte en del af numrene på skiven.
Her er den personlige anekdote på sin plads. I den lille provinsby, hvor jeg voksede op, var der i geografisk bekvem nærhed ikke en, men hele to, årlige sommer-jazz-festivaller. Begge festivaller strakte sig over flere døgn, så der var rig lejlighed til at høre alt det jazz, man kunne have lyst til. og jeg fik hørt en del, også selv om jeg faktisk ikke havde lyst!
Det skyldtes primært, at det var det, man gjorde, når nu man boede, hvor jeg boede – og så fordi den lokale radiostation, hvor jeg havde min gang, havde en jazz-afficionado tilknyttet. Han vidste alt om klassisk New Orleans jazz og holdt af det. Og eftersom jeg holdt af ham, og vi havde det eventyrligt sjovt sammen med at producere radio, drog jeg ofte med ham ud på festivallerne, hvor vi drak øl, røg tobak (blandt andre røgvarer), forsøgte at score piger – mest mig, tror jeg – og hørte en djævelsk masse musik.
Frantz, som han hed, havde en far, der i sin tid havde startet pladeselskabet Sonet. Selskabet excellerede i den type jazz-udgivelser, hvor det hele er lidt up-tempo, med masser af horn og træblæsere og fuld fokus på alle jazz-standarderne. Primært indenfor dixie- og New Orleans-jazz, og da begge festivallers program var fulde af netop denne glade musik, eventuelt suppleret med lidt klaver-boogie a la Axel Zwingenberger, lå den jo lige til højrebenet.
Jeg har med andre ord hørt al den fodtrampende swing-jazz, som jeg skal høre, i min levetid. Når jeg derfor hører fx Chris Barbers Jazz Band sker det med genkendelse – omend ikke nødvendigvis med genkendelsens glæde. Jeg tror fx, at jeg vil dø lykkelig, hvis jeg aldrig mere skal høre “Ice Cream” med den uforglemmelige lyrik:
I scream
You scream
Everybody scream
Ice Cream
Når dét så er sagt, så er Chris Barbers Jazz Band – og den indspillede dobbeltkoncert i hhv. Berlin og London, som findes på dette dobbelt-album – ikke det værste udtryk for genren. Alt er som det skal være; dygtige musikere, en fin vokal på de numre, der indeholder en sådan, og alle de tricks og finesser som hører til denne gren af musikken: blæsere, skiftende soli på trombone, træblæsere og sax og højt swing-niveau.
Den er hermed anbefalet til alle, der måtte have hang hertil.