Endnu en gang er vi fremme ved en plade, som jeg lykkeligt havde glemt, at jeg ejede. Så lykkeligt, faktisk, at da jeg cyklede hjem fra arbejde tidligere i dag, glædede jeg mig faktisk til at høre musik. Jeg vidste jo, at jeg var forbi Crosby, og efter CR kunne vel kun komme CU i den alfabetiske orden, jeg nu engang har bestemt, og ved udsigten til – hvad ved jeg, The Cult, Culture Club eller måske endda The Cure – var der jo nok at glæde sig til. Men hvad finder man så, klemt inde mellem Crosby, Stills, Nash & Young og The Cult? En plade med et lyserødt cover og en flamingo, og navnet Cristopher Cross på toppen.
Jeg vidste godt, at jeg ejede den. Jeg ved også, hvordan den er kommet i min besiddelse, for det er en af dem, jeg har fået af en ven, der pludselig skulle være åh, så moderne og som derfor forærede mig alle sine vinyler. Hvorfor han så i sin tid anskaffede sig den, må stå hen i det uvisse, men jeg tror (håber?) at det er en, som hans eks-kæreste måske har efterladt hos ham ved en fraflytning.
Men til sagen. Cristopher Cross er en amerikansk singer-/songwriter, der excellerer i noget, man vel kunne kalde soft-pop. I 1979 udgav han sit debut-album, navngivet efter ham selv, og det blev et urimeligt stort hit og solgte i læssevis af eksemplarer. Faktisk solgte han så godt, og fik så mange trofaste fans, at han ved den amerikanske Grammy-uddeling dét år fik ikke mindre end fem Grammyer, herunder en for Årets Bedste Album – foran Pink Floyds The Wall!! Dét kan da kun bekræfte en gammel, misantropisk, bitter og kværulantisk mand i, at der ingen retfærdighed er til i denne verden, og heller ikke, når det kommer til musik!
For hvis denne debutplade, (som jeg ikke har hørt, må det retfærdigvis indskydes) på noget som niveau ligner Another Page (som jeg jo så har hørt nu), så kan det ganske simpelt ikke undskyldes! For det er simpelthen en forfærdeligt dårlig plade. Hvis soft-pop er et begreb, så er det her dårlig softpop. Faktisk er det niveauet under Chicago, og dén plade var jeg, som nogle måske husker, overhovedet ikke begejstret for. Og selv om Art Garfunkel hjælper til med lidt vokal, så hjælper det ikke på alle de digitale bagvedliggende lydflager, den kønsløse stemme, de klichéfyldte melodier og de intetsigende tekster. Og næste gang jeg ser Martin, som min ven med pladesamlingen hedder, så vil jeg muligvis tage et alvorsord med ham.
Og nu har jeg spildt så mange ord på en plade, som i virkeligheden kun har fortjent disse 6 ord; hold dig langt væk fra den!