Efter Jimmy Sommerville forlod Bronski Beat i 1985, dannede han sammen med Richard Coles duoen Communards, der bl.a. fik store hits med sangene “Don’t Leave Me This Way” og “Never Can Say Goodbye”. Førstnævnte er at finde på deres debut-album, Communards, og så er det meste vist i virkeligheden sagt om dén plade.
“Don’t Leave Me This Way” er en hyperenergisk powerpop-sang i bedste firser-electronicastil. Den simpelthen tonser derudaf, og hvis man skulle vove sig ud på dansegulvet for at bevæge sig til den, ville ikke en eneste kropsdel være tør efter sådan en omgang. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, er det. Jimmy Sommerville synger med sin karakteristiske falset og han får hjælp af den til lejligheden indkaldte Sarah Jane Morris, der synger lystigt med – ikke i falset men med en kontrasterende alt-stemme. Og det fungerer faktisk meget godt i netop den anledning, så det er jo dejligt.
Det samme kan ikke siges om resten af albummet. Sangene er en blanding af forsøg på mere danse-pop og et par ballader, og er på godt og (mest) ondt præget af Sommervilles karakteristiske stemme, som mildest talt er pænt anstrengende at lytte til i længden. Kombineret med al elektronikken i instrumenterne efterlader det et indtryk af tidstypisk pop, der på ingen måde holder efter tre årtier. Det gør det ihvertfald ikke for mig.
Hvis man insisterer på at høre albummet til ende, så er det – ud over “Don’t Leave Me This Way” – i mine øjne kun “Don’t Slip Away” og den afsluttende smooth, latino-inspirerede “Forbidden Love”, man kan holde ud at høre på, og det skyldes måske, at lydmuren af synthesizere og elektroniske trommer her brydes af fx et par blæsere og et par andre stemmer end Sommervilles.
Men tag gerne mit ord for ovenstående. Du behøver ikke smide pladen på; hvis du har maxi-udgaven af “Don’t Leave Me This Way” er du så rigeligt dækket ind.