En pladesamling er en organisk og dynamisk størrelse. I mit tilfælde er dens nuværende form et resultat af mere end 30 års interesse for musik, og den afspejler om noget lige præcis dette. En mere eller mindre rodet sammensætning af plader, indeholdende musik i diverse genrer og på adskillige sprog, der hver for sig på et eller andet tidspunkt er dukket op på min radar. Den afspejler derfor også en udvikling – eller mangel på samme – over snart mange år, og nogle gange også en vis nysgerrighed overfor musikalske eller, for den sags skyld, lyriske rødder, der er opstået i mødet med anden musik.
Sådan er det også med Cream. Jeg ejer kun denne ene plade med dem, og den er anskaffet forholdsvis sent i forløbet. Jeg havde tidligere orienteret mig imod diverse former for guitarbaseret rock, gerne med et ‘twist’, og havde derfor anskaffet mig klassikere med både Led Zeppelin og Jimi Hendrix længe inden jeg købte I Feel Free, og den var resultatet af et ønske om at finde nogle ‘rødder’ til fx Led Zeppelin. Jeg fik den iøvrigt for en tyver på et loppemarked, så det er jo fint nok, og selv om det klare ønske var Disraeli Gears, Creams andet studiealbum fra 1967, så gjorde denne såmænd udmærket fyldest. Og nu om dage kan man jo købe netop Disreali Gears i Tiger for 100 kroner, så det gør jeg s’mænd nok en dag…
Nå, det var lidt noget udenomssnak, og så alligevel… Men altså: Cream var en konstellation af Jack Bruce (bas og vokal), Ginger Baker (trommer) og Eric Clapton (guitar). De havde hver for sig gjort opmærksom på sig selv i andre sammenhænge i det engelske musikmiljø, bl.a. i The Yardbirds, og med denne samling af store navne blev de således til verdens første super-gruppe – thi det kalder man øjensynligt bands, der består af allerede etablerede stjerner, der danner nye konstellationer. Det skete med 4 studiealbums og en frygtelig masse succes til følge, og Cream var – alt andet lige – inspirationskilde for en hel del andre bands end de ovenfor nævnte.
I Feel Free er et opsamlings-/compilationalbum, hvor redaktøren har gjort et ganske udmærket arbejde i udvælgelsen af de enkelte numre. “Sunshine Of Your Love” er naturligvis med, og det er godt. Det er et aldeles fantastisk nummer, der med rette er blevet en rock-standard, som alle blues-rock og hillbilly-bands med respekt for sig selv har på sætlisten. Således havde jeg selv fornøjelsen af at høre det udført live af et voldsomt erfaringsberiget orkester på en campingplads i syddanmark i sommers – og det var fandeme ikke nogen udpræget fornøjelse! Men det er studieversionen altså. lige fra indledningens let genkendelige blues-riff og den lettere asynkrone (synkoperede?) sang med den fine tekst. Og vidste man ikke bedre, kunne den sagtens have været forlægget for adskillige af fx Black Sabbaths 70er-numre.
Åbningsnummeret “I Feel Free” er i modsætning til denne nærmest legesyg med dens ‘Bom-bom-bom-da-da-bom’-indledning og de fine harmonier i vokalen, der jo nærmest hensætter en til musicalen Hair. Det er nice, er det. Og sørme om ikke også trommeslager Ginger Baker kommer til sin fulde ret; “Toad”, der indleder side 2 er såmænd en næsten fem minutter lang trommesolo – og det fineste eksempel på, at man sagtens kan være jazz- og rocktrommeslager på én gang. Derudover er jeg ret glad for både den vilde blues (og mundharmonikaen) i “Spoonful” og den mere slæbende “Sleepy Time Baby”, mens “Wrapping Paper” er lidt sjov i dens totale rip-off af Beatles og Kinks, når de var i musichall-humør.
Ellers er vi over i gode, arketypiske eksempler på alt, hvad Cream var i 60’erne; bluesrock med lidt mere end en anelse psykedelia ind over – ikke mindst via Wah-Wah-pedalen på guitaren, som der bliver gjort så rigeligt brug af. Jeg tror ikke nødvendigvis at en nutidig lytter, der ikke tidligere er blevet introduceret til hele blues- og psykedeliarocken som fundament for både hardrock og gotisk rock (og metal?) vil blive specielt imponeret af hverken musikken eller produktionen. Men albummet, og Cream, er et sindsygt godt billede på den tids musik – og udviklingen af den. I 1967 udgav The Beatles Sgt. Pepper, Velvet Undergroundudgav The Velvet Underground and Nico (banan-pladen) og samtidig kunne man i pladekasserne i HMV finde Disraeli Gears og Hendrix’ Are You Experienced? Ikke den dårligste tid for musikken, hva’be’har?