Der findes albums, som jeg af den ene eller anden grund opfatter som tidløse. Det er de sandt at sige ikke altid, og jeg er mere end en gang blevet mødt med hovedrysten, himmelvendte øjne og dybe suk, når jeg begejstret har udtalt “Hold nu kæft; den holder jo stadig..” om et album, som det i virkeligheden kun er mig, der fortsat holder af. Tidløsheden er med andre ord aldeles subjektiv, men så alligevel; selv om vi efterhånden er på fjerde generation af lyttere, så har jeg da noteret mig, at bands som Led Zeppelin, The Doors, The Beatles og Belle & Sebastian stadig bliver hørt af fx mine børn. Og ikke kun fordi jeg har anbefalet dem.
Det selvbetitlede debutalbum fra Crosby, Stills & Nash er ikke et af dem, der er ældet med ynde. Jeg ved godt, at jeg med et sådant statement lægger mig ud med hardcore fans og lyttere, der er vokset op med dem, enten fordi de selv har været fans, eller fordi deres forældre har haft albummet stående i reolen. Men selv om albummet således ikke er et must for enhver feinschmecker, så kan man ikke frakende det dets musikhistoriske betydning.
David Crosby, Stephen Stills og Graham Nash var hver især involverede i solide, succesfyldte bands i 1960’erne, inden de dannede denne supergruppe. Crosby i The Byrds, Stills i Buffalo Springfield og Nash i The Hollies. Opløsning og forskellige, som det så smukt hedder, kunstneriske uoverensstemmelser i de respektive bands medførte, at de alle tre søgte nye græsgange, og i 1968 kunne de derfor begynde deres samarbejde. Og for nu at sikre sig mod, at bandet kunne fortsætte, selv om et af medlemmerne stoppede, besluttede de at navngive bandet efter deres respektive efternavne.
Crosby, Stills & Nash udkom i sommeren 1969 og blev en øjeblikkelig succes. I modsætning til den dominerende retning i tidens musik excellerede trioen ikke i halvhård rock med psykeliske over- og undertoner, men skabte i stedet et album og en efterfølgende karriere, der i langt højere grad orienterede sig mod musikalske rødder fra folk, country, blues, vestkyst-pop, blød rock, jazz og det, der med et moderne udtryk kaldes root. Det faldt tydeligvis i publikums smag, for albummet solgte ialt over 4 mio. eksemplarer. Albummet var domineret af de tre medlemmers helt og aldeles sublime vokalharmonier, som man stadig, næsten 50 år senere, må bøje sig dybt og inderligt i støvet for. De tre herrers stemmer supplerer og komplementerer hinanden på hele hele pladens spillelængde, og det er vel sandt at sige kun The Beach Boys, der overgår dem på dette område.
Når det så er sagt, så er det som sagt ikke nødvendigvis et album, som tiden har været specielt god ved. Af de 10 numre, der findes på pladen er det primært albumåbneren, den ualmindeligt smukke “Suite: Judy Blue Eyes”, der holder vand. Og måske er det endda også primært på grund af dens vidunderlige mandeharmonier. Men det er altså et stærkt nummer i samfulde de godt og vel 7 minutters spilletid. “Long Time Gone” på side 2 er en reaktion på mordet på præsidentkandidaten Robert Kennedy og er et solidt blues-rocknummer med lidt anstrøg af gospel og et fint guitarbagtæppe, og det virker ganske stærk, når man har konteksten i baghovedet. Og selv om hele albummet som sagt mere er orienteret i retning af folkrock og country, så er der et pikant spor af psykedelia over “Pre-Road Downs”.
Personligt er jeg gladere for trioen som kvartet, og hvordan kan det nu lade sig gøre? Jo, det kommer sig af, at de tre medlemmer året efter inviterede Neil Young med på det næste album, Déjà Vu, og det album kommer jeg også til at høre – og du kommer måske til at høre om det – lige om lidt…