Efter den indledende succes fra supergruppen Crosby, Stills & Nash inviterede trioen allerede samme år Stephen Stills’ tidligere bandkollega fra Buffalo Springfield med ind i varmen. Kollegaens navn var Neil Young, og det var vist mildest talt ikke på Stephen Stills opfordring, at invitationen blev sendt ud – dertil havde friktionerne i tiden i Buffalo Springfield vist været for store. Men stridsøksen blev begravet – eller ihvertfald lagt væk for en stund – og i sommeren 1969 begav kvartetten sig ud på en turne, hvor de allerede på det andet stop kunne optræde for et pænt stort publikum på Woodstock-festivalen.
Der findes albums hvis tilblivelse er omgivet af så mange myter og legender, at det kan være svært at udkrystallisere fakta omkring dem. Sådan er det lidt med gruppens andet album, det første i kvartet-konstellationen, Déjà Vu. Albummet tog mere end 800 timers studietid at indspille, og de fire medlemmer var sjældent i studiet på samme tid, men rejste i stedet frem og tilbage med hver deres bidrag til de enkelte numre. Neil Young var optaget af samtidig sangskrivning og indspilning af sin legendariske After The Goldrush, og David Crosby led voldsomt under den sorg, han oplevede, da hans kæreste omkom i en trafikulykke. Stofferne flød i rigelige mængder – især for netop Crosby – og det var med nød og næppe, at optagelserne kom i kassen, og albummet blev udsendt.
Det er dét stof, klassiske albums bliver født af, og Déjà Vu er ingen undtagelse. Albummet var voldsomt imødeset efter forrige års debut, og blev da også en øjeblikkelig succes – omend ikke hos alle anmeldere. Således skrev The Rolling Stones kritiker, Langdon Winner, i en samtidig anmeldelse om albummet, at det var “too sweet, too soothing, too perfect, and too good to be true.” Publikum var vist ikke enige, og eftertiden har også kanoniseret albummet. Om det sidste så er fortjent eller ej, må være op til den enkelte lytter at bedømme.
Personligt var jeg Neil Young-fan længe før jeg hørte Crosby, Stills, Nash & Young. Det kan af samme grund ikke undre, at et af mine yndlingsnumre fra albummet er “Helpless”, der er så umiskendeligt young’sk, som det næsten kan være: slæbende og drævende i et tempo, så sangen knap kan holde sig oprejst, og med Youngs egen, markante vokal i forgrunden – og med vokalharmonierne fra de øvrige medlemmerne forholdsvis nedbarberet. Også “Country Girl” er Neil Youngs – og lyder som en sådan – og så er alt jo godt, ikke?
Og ellers er vi i velkendt territorie, hvis man ellers havde hørt Crosby, Stills & Nash fra året før; smukke vokalharmonier i et mix af sange, der krydser grænserne mellem folk, rock, blues og country, perfekt udført af kompetente musikere og sangere, der nok ved, hvordan man skærer en god melodi med en tilhørende markant tekst. Der er højdepunkter på pladen udover “Helpless”; Den indledende “Carry On” ligner lidt samme type suite, som “Suite, Judy Blue Eyes” fra debutalbummet, og Crosbys skærende vokal på den sarkastiske “Almost Cut My Hair” indrammer fornemt den svidende påpegning af hippie-æraens nedsmeltning. Og hvis man leder lidt efter den gode pop med mande-harmonierne, så er “Our House” vel nærmest en pastiche over Beatles i det legesyge hjørne, og “4+20” er en dødcharmerende vignet. Joni Mitchell leverede melodi og tekst til slagnummeret “Woodstock”, og det er et – for mig – overraskende godt nummer. Jeg er til gengæld meget lidt vild med de country-prægede dele af albummet. Selv om Jerry Garcia var hidkaldt for at spille pedal steel-guitar på “Teach Your Children”, så er det simpelthen for kedeligt og country-konformt til min smag.
Albummet solgte godt, og efter udgivelsen var det tid til at turnere igen, så det gjorde de. Resultatet var næsten givet på forhånd; kvartetten imploderede i interne stridigheder, skænderier og vist nok en mindre sky af diverse farmaceutica, som der ikke var udskrevet recept til, og de fire medlemmer gik hver til sit, for først at finde sammen igen om en pladeudgivelse i 1988.
Déjà Vu blev indkøbt, da jeg fandt det på et plademarked til en 20’er for et par år siden. Og det blev ikke indkøbt ud fra en forudgående overvejelse over albummets kvalitet. Men som det er med så mange andre plader, så hentede jeg det hjem, fordi det jo var en af de plader, der af rent kulturhistoriske grunde skal høres – og som med den klassiker-status, den har opnået, jo bør være at finde i samlingen. Ihvertfald i min. Så dér står den godt nu; den er bedre end Crosby, Stills & Nash i min verden, men det skyldes muligvis bare, at jeg har hørt den oftere. Men ellers må jeg jo blankt indrømme, at jeg hører Youngs plader oftere, end jeg hører denne…