Dansksproget musik er ikke det, der er blevet præsenteret mest indtil nu, så hvad kunne vel så være mere passende end at tage hul på pladereolens D-afdeling med noget så dansk som Danseorkestret?
Det er nu ikke fordi at deres selvbetitlede debut-album er blevet hverken slidt eller ridset mens det har været i min varetægt, og når sandt skal siges, så havde jeg faktisk glemt, at jeg ejede det, indtil det dukkede op i forbindelse med dette projekt om at høre samtlige mine plader i samlingen. Det er således blevet hørt nu, og jeg konkluderer lynhurtigt, at det nok varer forholdsvis lang tid, inden det kommer på og bliver hørt i sin fulde udstrækning igen.
To voldsomt store hits er blevet hængende fra Danseorkestrets debutalbum. Til gengæld er begge disse sange så også blevet så integreret i den danske folkesjæl, at alle fra 10-årsalderen og op vel kan synge med på dem – og det kan jo undre, at hverken “Kom Tilbage Nu” eller “Regndans” endnu er at finde i Folkehøjskolernes Sangbog. Men mon ikke det kommer?
Ihvertfald var (og er) det disse to sange, man forbinder med Danseorkestret. Begge blev til gigantiske hits i samtiden midt i firserne og begge har fået adskillige revivals i forskellige sammenhænge. De tre unge mænd i bandet, Jørgen Klubien, Rasmus Kærså og Jacob Andersen, så med andre ord ganske rigtigt, da de formede de to sange i en skøn blanding af letforståelige tekster, danseglade rytmer med et strejf af reggae og soul og generelt en lyd, der matchede alt, hvad der iøvrigt fandtes på den danske og internationale pop-scene på dette tidspunkt; masser af synthesizere, smægtende stemmer, lidt horn her og der og uendelige mængder af rolig, lowbeat soft-pop.
Og når nu vi er ved det danske; jeg skal da være den sidste til at klandre popsnedkere for at skrive letfængelige syng-med tekster, men jeg tror nok, at vi må konstatere, at der er forholdsvis langt fra Danseorkestret til andre, danske kunstnere i samtiden. Fx tror jeg, at C.V. Jørgensen nok aldrig havde fundet på disse linjer:
Det kom som et chok, da hun forlod mig
Den nat hun blev væk, den dag hun sendte brevet til mig
I brevet der stod, hun, at hun var blevet træt af mig, ja
Uuh, ja, træt af at vente, og hele tiden skænds med mig
Nu er jeg helt alene, går søvnløs rundt
Jeg føler mig så ensom, og mit hjerte gør ondt
Det er altså ikke stor lyrik – og måske er det grunden til deres manglende optagelse i Folkehøjskolesangbogen – men det gik rendt ind hos de partyglade firser-teens, og medførte et salg tæt på 100.000 eksemplarer af albummet, så det er der jo nok ingen, der for alvor begræder.
Når man ser bort fra netop disse to numre, som jeg har lidt svært ved at skrive om, eftersom jeg ikke synes, at de er specielt godt lavet men til gengæld har fået så langt ind under huden i løbet af de sidste 30, at jeg næsten ikke kan komme på afstand af dem, så er resten af pladen formet i samme lyd, dog uden samme hitpotentiale. Det er meget lidt ophidsende, hvad der foregår, og kun på “Sattelit” kan man finde lidt af det samme drive som på de to ovennævnte.
Så vi lader den ligge her, mens vi konstaterer, at Danseorkestret er uomgængelige i forståelsen af firsernes danske poplandskab, og vel nærmest er uformelt kanoniserede i dansk kulturforståelse, men til gengæld ret lette at komme udenom i alle andre musikalske forståelser.