Storladent, smukt og stringent. Dance And Cry var et af de bedste danske albums i 2015 og kunne sagtens have begået sig alle andre steder også i sin blanding af smægtende twang-guitarer, elektroniske drømmescenarier og gennemført smukt udført goth-pop.
Den danske duo Darkness Falls, bestående af sanger mm Josephine Philip og guitaristen Ina Lindgreen, debuterede i 2011 med albummet Alive In Us, der blev produceret af Trentemøller og blandt andet kastede kæmpehittet “Hey!” af sig. Fire år senere overgav jeg mig så og anskaffede mig den længe ventede opfølger. Og det har jeg efterfølgende ikke haft grund til at fortryde!
Man kan vel kort beskrive genren, som albummet placerer sig i, som en slags krydsning mellem Joy Division, The Cure, Depeche Mode og Lana Del Rey kombineret med noget EDM (Electronic Dance Music) og med et strejf af Jesus And Mary Chain. Det ville bare ikke helt yde duoen retfærdighed, for det ville antyde en mangel på originalitet, som slet ikke kan retfærdiggøres. Det er faktisk et sjældent godt bud på netop en original og selvstændig musik – også selv om referencerne er i orden. For står vi ikke alle på giganternes skuldre i et eller andet omfang?
Men som ovenstående antyder, så er musikken domineret af hhv. noir-præget synthesizere, twang-guitar, når behovet er til det, og rislende Cure-lignende guitarfigurer, når dét er krævet, kombineret med en markant rytmesektion af hhv. solide, medspillende trommer og rigtig fine basgange, der bakker al nattemusikken op.
For her er tale om en varm omfavnelse af natten. “Come on and join me / for night games” lokker Josephine Philips på den insisterende albumåbner “Night Games”, der lægger lag på lag af først og fremmest synth men også masser af guitarer og rytmer frem mod et fuldt orkestreret medrivende klimaks i løbet af de fem minutters spilletid. Natten selv bydes også velkommen på “Darkness Falls” med ordene ” Darkness, my old friend / It’s been a while” i et nummer, der er sovset ind i vidunderlige bjælder og distinkt twang-guitar, som hentet direkte fra den amerikanske vestkyst.
Det er svært at vælge favoritnumrene på skiven ud, men et forsøg kunne være ovennævnte “Night Games”, det semisexede pop-drama “Hazy” med det markante elektroniske beat, der efterfølges af noget disco-inspireret på “My Father Told Me (He Was Wrong)”. Og så skal vi ikke glemme “The Answer” og alle de andre, gode sange. Eneste dryp malurt i bægeret kunne være antydningen af monotoni, når albummet høres fra ende til anden, men det samme kan jo siges om mange andre, klassiske albums.
Det er gennemført professionelt og sindssygt godt produceret. Både vokalarbejdet og balancen i instrumenteringen, med guitaren som en markant forgrund, sidder lige i skabet og helt generelt er det et album, der næsten suggestivt arbejder med store, voluminøse klang- og lydflager til et punkt, hvor man som lytter er mere end villig til at gå ind i – og omfavne – mørket. Gerne i det gode selskab, som Josephine Philip og Ina Lindgren tilbyder, omend der antydes tilstrækkelig meget femme fatale og noir-stemning på albummet til, at man nok alligevel ikke ville være helt tryg.
Og så lige igen; jeg simpelthen elsker vinylens mulighed for at producere det flotte artwork på coveret. For det er simpelthen et fedt cover, der indhyller pladen. Enkelt, harmonisk og æstetisk med et strejf af uro…