Som man måske kan fornemme på den hidtidige lytning og gennemgang af de albums af David Bowie, der er repræsenteret i min pladesamling, så er jeg forholdsvis begejstret for ham. Men selv mestre kan træde forkert en gang imellem, og ret beset er der dele af Bowies samlede produktion, jeg ikke er voldsomt glad for.
Aladdin Sane er en af disse plader. Jeg har ikke hørt den særlig tit – og slet ikke så mange gange som de øvrige plader – og årsagen til det gik op for mig ved genhøret. Jeg synes faktisk ikke, at det er en særlig god plade, så er det sagt (beklager og undskylder dybt overfor alle hardcore Bowie-fans derude).
Der er noget art for arts sake over den. Som om nu skulle Bowie for alvor vise, hvad man kunne indenfor moderne musik, med alt hvad det indebærer af genremæssige skift overalt på pladen, støj og let hysteri. Og der er noget manisk over hele skidtet. Som om han ikke selv helt har kunnet stoppe, hvor legen var god eller noget.
Nå, det gider jeg ikke svømme rundt i. “The Jean Genie” er et fedt nummer, og Rolling Stones-coveret “Let’s Spend The Night Together” lyder frisk og knap så fodslæbende som i orginaludgaven. Udover disse små lyspunkter er der noget Brecht-inspireret cabaret-musik og noget nærmest atonalt larm rundt omkring, så jeg tror, at vi forlader ‘A Lad Insane’ her og springer videre til næste nummer i rækken.