Jeg er fuldstændig vild med „Life On Mars‟, der efter min mening er i den rigtig gode ende af min all-time personlige top 10 over de bedste pop- eller rocknumre, der nogensinde er blevet udgivet. Alt spiller simpelthen perfekt sammen på denne vidunderligt melodiske, dramatiske og gennemført smukke sag. Jeg er ikke på noget tidspunkt i mit liv blevet træt af at høre den, og det på trods af, at den er blevet gennemtæsket på både grammofon, CD og stream så mange gange, at det ville være umuligt at tælle det.
Sangen er den fjerde på side 1 på albummet, og inden man når til den er man allerede blevet præsenteret for programerklæringen „Changes‟, hvor man ihvertfald i retrospekt kan læse stilændringen ind i de indledende linjer: „I still don’t know what I was waiting for / And my time was running wild / A million deadend streets /Every time I thought I’d got it made / It seemed the taste was not so sweet‟. Den bliver fulgt af den let dissonante klaverballade „Oh, You Pretty Things‟, så det var jo ikke ligefrem fordi man som lytter havde været i underskud af god musik indtil „Life on Mars‟. Og sådan fortsætter det på et album, der meget vel kan være Bowies bedste – og som absolut er et af mine favoritalbums med det britiske rock-ikon. Her bliver fundamentet lagt for den Bowie, der i mere end 40 år herefter skulle underholde, forarge og skabe musik, der dannede skole og inspirerede utallige musikere over hele verden.
Det er komplet umuligt at skrive noget om David Bowie, der ikke allerede er skrevet, og for Bowie-fans (og ikke mindst Bowie-nørder) kan der ikke tilføjes yderligere viden, så det vil jeg ikke engang prøve på. Det er lige så umuligt at videreformidle den glæde man kan føle, hver gang man hører ikke blot ovennævnte sang, men i lige så høj grad hele albummet. Smækfyldt med sange og numre i alle retninger og stilarter, sine steder fuldt orkestreret med strygere og fløjter („Life On Mars‟), andre steder sparsomt instrumenteret med et klaver (chlavichord?) som eneste akkompagnement til Bowies vokal (store dele af „Oh! You Pretty Things‟). Noget af det er pisse-irriterende (lyt fx. til introen til „Andy Warhol‟), andre steder melodisk afstemt i alle leder og kanter og atter andre smurt ind i easy-listening pop, komplet med horn, som hentet fra et Burt Baccharat- arrangement („Kooks‟). Og nå, ja: så lige det glade og let ironisk vrængende music-hall-nummer „Fill Your Heart‟
Men tilbage til livet på Mars: jeg er ikke musikteoretiker, men der må være noget med de der akkord-gange, der både er fuldstændig forkerte i en standard popforståelse, men som bare virker på alle niveauer. Og så lyder det som om, den på et tidspunkt skifter fra en dur-toneart til en mol og retur? Nå, det kan klogere mennesker end jeg svare på. Til gengæld er det let at høre, hvordan den enkle, indledende klaver figur udbygges og understøttes af flere og flere instrumenter (incl. den samme fløjte, der var så irriterende på forrige albums „All The Madmen‟) indtil den afsluttes med kæmpeorkester og elektrisk guitar i noget, der næsten er et fuldtonet crescendo. Og så iøvrigt suppleret med en tekst, der mildt sagt er vanskeligt afkodelig:
It’s on Amerika’s tortured brow
Mickey Mouse has grown up a cow
Now the workers have struck for fame
‚Cause Lennon’s on sale again
See the mice in their million hordes
From Ibiza to the Norfolk Broads
Rule Brittania is out of bounds
To my mother, my dog, and clowns
But the film is a saddening bore
‚Cause I wrote it ten times or more
It’s about to be writ again
Men igen; så er der plads til tolkning – og så er dén aften jo gået med noget fornuftigt…
Hunky Dory er Bowie i den udgave, man lærte ham at kende frem til midten af 70’erne. Det var nytænkende og banebrydende pop-musik dengang, det er et eller flere genhør værd i dag, og det er det rigtige sted at starte, hvis man vil have en fornemmelse af, hvorfor Bowie blev et af de største ikoner i moderne populærmusik.