Når man har et projekt om at høre samtlige sine plader i alfabetisk rækkefølge, og når man har en hel del plader med den samme kunstner, så sker der nogle gange det, der også skete for mig, da jeg var ved The Beatles; man kan jo godt høre, at det er glimrende plader, og et eller andet sted holder man jo af skidtet, men for hulen da, hvor trænger man til at høre noget andet!
Det kan jo godt smitte af, når man skriver om dem. Også selvom kunstneren, der her er tale om, er David Bowie, som jeg er ret begejstret for. I virkeligheden havde jeg det nok sådan, at jeg var lang tid om at lægge Lodger på, for jeg vidste jo, hvad jeg fik – og jeg så beklageligvis ikke specielt meget frem til det. Og dét er sgu’ ikke rimeligt. Hvis nu jeg fx kun ejede eet Bowie-album, og det var netop dette, så ville jeg jo have set frem til det, ikke?
Så lad mig prøve at være så nøgtern og uhildet, som jeg overhovedet kan være. Lad os lade, som om Lodger er det første album med David Bowie, jeg hører i denne omgang. Og lad os derfor med det samme konstatere, at det er en rigtig fin plade. Og hvis du dermed har fået tilstrækkelig beskrivelse, så stop bare læsningen her, og skynd dig hen at lægge dit eget eksemplar på, stream det eller sæt disc’en i, og nyd det. Du behøver ikke mere…
Lodger er det tredje og sidste album i den såkaldte Berlin-trilogi. Det er forstat Bowie, Brian Eno og Tony Visconti, der er de primære spillere, og der er fortsat masser af synth (af den gode, ikke firseragtige, sukkersøde slags); det er solide, maskinelle og industrielle lyde, blandet med gode guitarriffs og en solid bund, lagt af Bowies faste rytmegruppe, George Murray på bas og Dennis Davis på trommer, der også var at finde på de foregående albums.
Musikken er en blanding af solid avantgarderock, blandet op med gode disco-rytmer. Og til forskel fra både Low og Heroes er her ikke de lange, dystre instrumentalnumre, så selv om der er knasende og larmende støj på linjen, så er Lodger efter min ringe overbevisning langt lettere at gå fordomsfrit til end de to nævnte. Til gangæld mangler det klare hit. På Heroes havde vi titelskæringen og på Low fik vi “Sound and Vision”. Det tætteste vi kommer et genkendeligt hit fra ungdomsklubbens fredags-danse-orgier i 1980 er “D.J”. En glad swingende lille sag, med den sædvanlige, bowieske halvdystre bagkant, der iøvrigt lyder som noget, David Byrne og Talking Heads kunne have været medforfattere på. Derudover er “Fantastic Voyage” et nærmere lyt værd, og så har jeg selv en lille svaghed for “Yassasin (Turkish for: Long Live)” og den halvvilde “Look Back in Anger” (jeg mener; prøv lige at høre de rytmer).
Alt i alt: Lodger er værd at lægge på. Men måske ikke, hvis du allerede lige har hørt de ti foregående albums med David Bowie.