Hele side 2 på Low er som at høre soundtracket til en film, du aldrig har set. Til gengæld er det helt sikkert, at filmen er mørk, dyster og foruroligende, og musikken er skrevet af en mand, der ‘længes mod skibskatastrofer og pludselig død’ som digteren skrev.
David Bowie var, sammen med sin ven Iggy Pop, i 1976 nærmest flygtet fra kokainhøjborgen Los Angeles for i stedet at flytte til heroinhøjborgen Berlin. Heldigvis for Bowie udviklede han ikke smag for heroinen (vist nok i modsætning til Iggy Pop), så projektet om at blive stofuafhængig blev faktisk succesfuldt for ham. Og samtidig med det skabte han – i samarbejde med Tony Visconti og delvis Brian Eno – i efteråret 1976 det banebrydende værk Low.
Albummet er første del af den såkaldte Berlin-trilogi, og det markerede et tydeligt brud med alt, hvad Bowie hidtil havde skabt. “Sound and Vision” blev et forholdsvis stort hit, som jeg selv første gang stiftede bekendtskab med via ‘Musikladen’, et fremragende TV-program på tysk TV, som ofte var stedet, hvor man hentede det seneste nye – når nu Danmarks Radio i dén grad underprioriterede alle former for musikformidling i fjernsynet. (En tradition, de stolt har holdt i hævd siden.) Men bortset fra dette ene nummer, er det aldeles småt med hits eller for den sags skyld popmusik på albummet.
Tydeligvis inspireret af den maskinelle del af krautrocken fra fx Kraftwerk og Neu! består Low af på den ene side noget, der ligner fragmenter af elektroniske, industrielle rocknumre med primær fokus på synthesizerbaserede lydflager (tydeligt hørbart på netop “Sound and Vision”) og elektroniske rytmer og på den anden side – og det er bogstaveligt ment, altså på side 2 – lange instrumentalnumre, primært skabt på de tilgængelige ‘maskiner’, der var til rådighed i 1976. Samarbejdet med ex-Roxy Music-keyboardisten Brian Eno kommer fremragende til udtryk i “Warszawa” og bortset fra lidt kor hist og her, findes der intet af David Bowies hidtidige varemærke; de fremragende tekster, fremført af en forfinet vokal.
Det er avantgardemusik af bedste eller værste skuffe, alt efter hvilken del af Bowie man er mest til. Tidligere i mit liv havde jeg det ualmindeligt svært med netop disse tre plader, men genhøret gør altså noget ved lytteren, eller ihvertfald ved mig. Netop side 2 er aldeles fremragende, og det er tydeligt, at vi her har at gøre med en musiker, der ikke blot er søgende og dyrker det kunsteriske for sin egen skyld, men som her har skabt kompositioner, der kan agere lydtapet for ikke blot urealiserede film, men også for en midaldrende mands funderinger over midtlivskrise, kommende katastrofer og uforløste håb.
Og det er faktisk meget godt gået.