Der står i forvejen en pæn slat albums med David Bowie i pladereolen, men som musikelsker, der er glad for Bowie, kan man jo godt blive optaget af at få hullerne fyldt ud, så når man finder en plade, man mangler i samlingen, til en rund 20’er i rodekassen ved en plademesse, ja så slår man naturligvis til og hjembringer den. Også når det gælder en af Bowies mindst mindeværdige produktioner, Never Let Me Down.
Never Let Me Down er den tredje af pladerne i Bowies midtfirser-trilogi, hvor han skulle følge med tiden og skabe dansable og radiovenlige hits. Den første, Let’s Dance fra 1983 blev hans mainstream gennembrud – og er med afstand den bedste af de tre. Den næste, Tonight er en af dem, jeg fortsat ikke har i samlingen – og det er vist ikke et savn af de store – og den tredje er altså denne. Og for nu at spare læseren for alt for meget læsning, hvis man kun er interesseret i konklusionen, så er den altså ikke særlig god.
Det kan derfor gøres ganske kort; “Day In Day Out” og til dels “Time Will Crawl” kan godt høres, og er på deres egne præmisser vel udmærkede numre, men ellers er det ikke et album, man længes efter at lægge på pladespilleren. Dertil er det lidt for larmende og firser-agtig, og det lyder lidt for meget som om, David Bowie (eller hans pladeselskab?) forsøger at malke den gigantiske succes, han fik med Let’s Dance. Så lad mig derfor fortælle en anden historie, der senere viste sig at have relevans for mig og mit forhold til David Bowie og andre gode mennesker.
Da jeg for fem år siden begyndte på projektet med at lytte til mine plader og skrive om dem, blev jeg efter et stykke tid inviteret til at komme ud og fortælle om det i den regionale del af DR en frisk sensommer-morgen. Den venlige vært var vældig musik- og vinylglad også, så der kom der en fin, lille snak ud af. Et par måneder efter tænkte selvsamme vært venligt på mig, da han og hans holdkammerater havde fået et par afbud til en musikquiz i byen, så han skrev og spurgte, om jeg ville være med. Og man er jo et skarn, hvis man siger nej til en god aften og en musikquiz, så naturligvis sagde jeg ja tak til dét tilbud.
Det blev en lidt mere end almindelig god aften. Da det til overflod viste sig, at musikquizzen var en månedlig tilbagevendende begivenhed på et hyggeligt værtshus midt i byen, blev jeg efter denne aften en fast deltager på holdet – eller så fast, man kan blive, når der er kamp om pladserne. Men hvad bedre var, så blev dette også introduktionen til en håndfuld gode mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt – og som jeg nu på femte år nyder mere og mere godt af.
Jesper, Niklas, Søren, Morten, Henrik, Mikkel, Anders og alle de andre viste sig nemlig ikke blot at være fine holdspillere til quizzen, men i lige så høj grad at være gode mennesker og efterhånden også gode venner og bekendte til klubaftener i Clarence’s Angels (holdnavn efter the late great Clarence Clemons fra The E-Street Band), til fødselsdagsfester, til festivaler, til koncerter og til almindelig ‘hængen ud’ ved den lokale pladepusher, til fodboldkampe eller til en fyraftens-fad – og til en snak om også de ting, der i øvrigt fylder i hverdagen. Og nå ja; så kan de faktisk også medvirke til at holde røven og humøret oppe, når alting lukker ned og man arbejder hjemme i et år og alt det gode er aflyst. Så kan man jo holde musikquizzer, påskefrokoster og hvad-har-vi på Zoom og på den måde få et kærkomment afbræk fra efterårstristessen.
Det er en gave – i hvert fald for undertegnede – at få udvidet sin venne- og bekendtskabskreds med så mange, gode mennesker, når man er nået lidt mere end halvvejs i livet. Det nyder jeg fortsat godt af, også når jeg om en uge skal til debut-koncert med Mortens nye band, Glasgriber, når jeg som erstatning for Tinderbox er inviteret til Mojitobox-festival hos Niklas, når jeg skal drikke kaffe og snakke om familiernes udfordringer med en af de andre, og når kæresten og jeg indleder sommerferien med at fejre Jespers 50-års fødselsdag.
Så konklusionen på dét; musik kan altså føre til meget godt – hvad jeg i øvrigt vil uddybe ved en senere lejlighed, når jeg præsenterer de sagesløse læsere for de gode mennesker fra Komfort-lejren, som jeg de sidste fire år har delt lejrplads med på Roskilde Festival (når dén altså ikke bliver aflyst, og vi derfor selv må arrangere erstatningsfestival), og som også udenfor festivalen har vist sig at være berigende selskab på alle niveauer. Og ellers langstrakte og tilsyneladende formålsløse solo-projekter som Vinylstakken kan have side-effekter, som man ikke havde set komme – og som har givet livet andre, nye og gode dimensioner.
Men tilbage til Bowie. Når jeg næsten skammer mig over at skrive om David Bowie, så skyldes det til dels den radiovært, Jesper Borup, der inviterede mig ind i sit studie den der september-morgen. Han startede nemlig også på et lille musikalsk solo-projekt senere. Han satte sig for at lytte til alle David Bowies plader i kronologisk rækkefølge og skrive om dem på sin facebook – en for en. Det gjorde han fremragende, og på et niveau, hvor han senere blev spurgt, om det dog ikke var værd at (gen-)udgive i en anden form som en podcast. Det ville han gerne, og nu kan man derfor høre podcast-serien “Fra Start Til Slut” om David Bowies album, et for hvert afsnit, på DR Lyd. Den vil jeg meget gerne anbefale, for det er musikformidling på allerhøjeste niveau. Der er indføring, indføling og livsfortællinger – Bowies og Jespers – i hvert eneste afsnit, og udover al den ekspertise, der lægges for dagen, så er det simpelthen bare stjernegod underholdning.
Du finder den her, og du bør ikke snyde dig selv for den: David Bowie: Fra Start Til Slut.