Måske så Bowie lyset under indspilningen af “Let’s Spend The Night together” på det foregående album, for Pin-Ups er et album, der består af coverindspilninger af samtidige (engelske) numre. Måske gad han bare ikke skrive flere sange (produktionstempoet havde været tårnhøjt de foregående fire år) – eller måske ville han bare bevise, at han var en lige så stor udøvende som skrivende kunstner?
Man kan diskutere, om det derfor er et ‘rigtigt’ Bowie-album. En slig diskussion har jeg engang overhørt – og den var både lang, højrøstet, forbitret og for mig at høre aldeles overflødig og nyttesløs. Under alle omstændigheder så ligger albummet nu på min pladespiller, og så er spørgsmålet jo, om den skal gøre det med jævne mellemrum?
Jeg tvivler. The Kinks “Where Have All The Good Times Gone?” er et glimrende nummer – med The Kinks! Rock-standarden “Friday On My Mind” har jeg hørt udført af vel omkring 15 forskellige bands, og Bowie gør det hverken værre eller bedre end de øvrige 14 (omend jeg jo har et svagt punkt for mandens stemme). Det tætteste vi kommer på noget, som Bowie selv kunne have skrevet og udtænkt er vel Sid Barrets gamle Pink Floyd-arketypiske sang: “See Emily Play”. Og dén er i forvejen så syret, at jeg næsten ikke kan holde ud at høre den.
Men ellers er både The Who, The Yardbirds og The Pretty Things sange repræsenteret. og dem har Bowie så arrangeret og synger, så man næsten skulle tro, at han selv havde skrevet dem. Så det er jo alt sammen fint nok.
Jeg er ikke overvældende begejstret. Omvendt har jeg plader med både Toto, Dire Straits, Sting og Dodo & The Dodos, der venter, og i forhold til nogle af disse er Pin-Ups jo et højtflyvende mesterværk. Alt er et spørgsmål om proportioner, you see…