Major Tom er tilbage. Dog er han nu blevet en junkie – og en noget patetisk en af slagsen, der hele tiden tror på, at næste nat er han clean – og det er jo ikke så godt. Men på den anden side: efter 12 år alene i rummet, skal der vel efterhånden noget til, for ligesom at kunne holde det hele ud.
Det første hit fra Scary Monsters var sangen – og især den medfølgende musikvideo – “Ashes to Ashes”. Og heri var det, at vi fandt ud af, hvordan det var gået Major Tom fra “Space Oddity”: ‘Do you remember a guy that’s been / in such an early song / I heard a rumour from Ground Control / … / Ashes to ashes / funk to funky / We know Major Tom’s a junkie / … Og ikke blot var Major Tom tilbage, det var David Bowie også – i næsten samme form som vi fandt ham på Station to Station.
Scary Monsters er en langt mere kommercielt orienteret plade end de tre foregående albums fra Berlin-trilogien. Sine steder er der fortsat (god) støj, men der er også masser af gode sange. Første skæring, “It’s no game (part 1)”, indleder dog i avantgardeorientering, hvor Lodger slap, med god solid guitar-støj og uforståelig, japansk(!) lyrik, afsluttende med en guitarsløjfe (igen af Robert Fripp), der først slutter, da sangeren råber “Shut up!”. Det er slet ikke dårligt, men der er alligevel langt fra denne til albummets to hits: “Ashes to Ashes” og “Fashion”. Den sidste er vist en voldsom satirisering over såvel mode- men nok mest musikverdenens hastige omskiftelighed – og den lemmingeagtige følgen i alle retninger, der er hotte i denne time. Og måske også en kommentar til de kritikere, der havde dømt Bowie ude, færdig og kunstnerisk udtømt?
Ud over disse to skæringer er jeg ret begejstret for “It’s no game (part 2)” og “Because You’re Young”. Men hvis man nu hører hele albummet fra ende til anden, er det noget helt andet end de enkelte sange, man efterlades med; et indtryk af et rockalbum, der er stort tænkt, og som i sin helhed er desperat, støjende, mystisk og – sine steder – lidende under sin skabers kunstner-megalomani. Men når nu man skal tilbage til anerkendelse fra både publikum og kritikere – der på dette tidspunkt næsten havde afskrevet Bowie som ‘Død ved ankomsten’ (og som iøvrigt havde travlt med at kreditere Brian Eno som det store geni bag Berlin-trilogien) – så er Scary Monsters den helt rigtige måde at gøre dét på.
We ar the goon squad and we’re coming to town. Beep-beep!